Fusionsbank er klar til nordiske opkøb
København--10. marts--NetPosten--Unidanmark og MeritaNordbanken er rede til, efter den nye fusion, at opkøbe mellemstore og store danske banker. Det skriver Morgenavisen JyllandsPosten fredag.
Unidanmarks koncernchef Thorleif Krarup, der fra næste årsskifte sætter sig i spidsen for den store fusionsbank, udelukker samtidig ikke, at der også kan blive tale om yderligere overtagelser i Sverige, Norge og Finland. Han fastslår dog at man ikke vil se flere fusioner, men at udvidelser af forretningen vil ske ved opkøb med MeritaNordbanken/Unidanmark i førersædet.
- Nordiske opkøb er bestemt ikke udelukket, hvis det passer ind i forretningen, og der i øvrigt er fornuft i at gøre det rent politisk. Vi synes ikke, at vi bare skal forsvare vores markedsposition, særligt ikke når man erkender, at der stadig er vækstmuligheder i de forskellige nationale markeder i Norden siger Thorleif Krarup.