Gefion 12 mdr.: Ordinært resultat i 22 mio. kr. - nettoresultat 130 mio. kr.
København--25. marts--NetPosten--Gefion koncernen resultat for 1997 blev et nettooverskud på 130 mio. kr., hvilket er sammensat af et ordinært resultat på 22 mio. kr., tilbageførsler af hensættelser på 149 mio. kr. samt ekstraordinære poster på -41 mio. kr., hvoraf de 40 mio. kr. vedrører Parken. I 1996 udgjorde årets resultat 194 mio. kr. Til gengæld bidrog ekstraordinære poster positivt med 3 mio. kr. i 1996.
Tilbageførslen af hensættelserne vedrører fortrinsvis udlån og engagementer i Finansieringsselskabet balder samt udlånet til Finansieringsselskabet af 9/10 1992, der indeholder engagementerne med Sanexco kommanditselskaberne. Tilbageførslen er foretaget som følge af indfrielser og reduktioner i udlånene samt konstaterede forbedringer i underliggende sikkerheder.
Bestyrelsen betragter resultatet som tilfredsstillende og indstiller til uændret udbytte på 4 kr. pr. 80 kr. aktie.
Reduktionen i udlånene er den væsentligste årsag til, at koncernens likvider er forøget fra 296 mio. kr. primo året til 520 mio. kr. ultimo. Gefion har ved udgangen af året ingen bankgæld, og de samlede garantiforpligtelser udgør 20 mio. kr. Egekapitalen udgør efter fradrag af udbytte 985 mio. kr.
Gefion indgik i februar 1998 en aftale om salg af sit ejendomskompleks på Gibraltar. Aftalen gælder med virkning pr. 1. januar 1998 men er afhængig af godkendelse fra myndighederne i området.