Genmab meddeler, at de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) har godkendt DARZALEX™ (daratumumab) til behandling af myelomatose og opjusterer forventningerne til årets resultat

Udgivet den 16-11-2015  |  kl. 19:47  |  

Selskabsmeddelelse

  • DARZALEX (daratumumab) opnår godkendelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder til behandling af patienter, som har fået adskillige tidligere behandlinger, eller som har dobbelt-refraktær myelomatose
  • Det første monoklonale antistof, der godkendes til behandling af myelomatose
  • Forventningerne til årets resultat opjusteres for at tage højde for en milestonebetaling på USD 45 mio.

København, Danmark; 16. november 2015 – Genmab A/S (OMX: GEN) har i dag meddelt, at de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) har godkendt DARZALEX™ (daratumumab) injektion til intravenøs infusion til behandling af patienter med myelomatose, som har gennemgået mindst tre tidligere behandlingsforløb, herunder med en proteasom-hæmmer (PI) og et immunmodulerende stof (IMiD), eller som er dobbelt-refraktære over for en PI og et IMiD.1Denne indikation er godkendt i henhold til en accelereret godkendelsesproces på baggrund af responsraten. Fortsat godkendelse for denne indikation vil afhænge af verifikation og beskrivelse af klinisk fordel i opfølgende studier.

DARZALEX er det første humane monoklonale CD38 antistof (mAb) i verden, der opnår godkendelse, og det første terapeutiske antistof, der nogensinde er godkendt til behandling af myelomatose. Godkendelsen kommer blot 2 måneder efter, at FDA tildelte registreringsansøgningen (Biologics License Application (BLA)) Priority Review-status i september 2015. DARZALEX fik i maj 2013 tildelt Breakthrough Therapy-status fra FDA for den indikation, som det er blevet godkendt til i dag. I august 2012 gav Genmab Janssen Biotech, Inc. en global eksklusiv licens til at udvikle, fremstille og kommercialisere DARZALEX.

Genmab vil modtage en milestonebetaling fra Janssen på USD 45 mio. i forbindelse med det første kommercielle salg af produktet i USA. Da dette forventes at ske kort tid efter denne godkendelse, opjusterer Genmab sine forventninger til 2015. Der henvises til afsnittet om fremtidsudsigter i denne meddelelse for yderligere oplysninger.

“Dette er en vigtig dag for patienter i USA med dobbelt-refraktær myelomatose, idet de nu vil have DARZALEX som ny behandlingsmulighed for denne uhelbredelige sygdom. Den succesfulde godkendelse af DARZALEX er kulminationen på mange års hårdt arbejde, vedholdenhed og samarbejde mellem kliniske investigatorer, Genmabs medarbejdere og vores kolleger hos Janssen. I vores arbejde hos Genmab stræber vi mod at forbedre tilværelsen for patienter, og vi er både meget stolte og ydmyge over at have skabt dette første terapeutiske antistof på området og over at have spillet en væsentlig rolle i den hurtige og ekspansive udvikling af DARZALEX,” udtaler Jan van de Winkel, ph.d., Chief Executive Officer hos Genmab.

Det pivotale fase II MMY2002 (SIRIUS) studie viste, at behandling med enkeltstoffet DARZALEX havde en samlet responsrate (ORR) på 29,2% hos patienter, der havde fået en median på fem tidligere behandlingsforløb, herunder med en PI og et IMiD. Studiet forventes at blive publiceret i et førende medicinsk tidsskrift i den nærmeste fremtid. Der blev rapporteret stringent komplet respons (sCR) hos 2,8% af patienterne, meget godt partielt respons (VGPR) hos 9,4% af patienterne og partielt respons (PR) hos 17% af patienterne. Den mediane responsvarighed blandt respondenterne var 7,4 måneder. Ved studiestart var 97% af patienterne refraktære over for deres seneste behandlingsforløb, 95% var refraktære over for både en PI og et IMiD, og 77% var refraktære over for alkylerende stoffer. 63% var refraktære over for pomalidomid, og 50% var refraktære over for carfilzomib.1 Godkendelsen er desuden baseret på yderligere data fra fire andre studier, herunder fase I/II GEN501-studiet med monoterapi, som blev publiceret i The New England Journal of Medicine i august 2015.

Advarsler og forholdsregler vedrørende DARZALEX består bl.a. af infusionsrelaterede reaktioner (IRR) og interferens med serologisk testning.2 De hyppigst forekommende bivirkninger (hos 20% eller flere af patienterne fra tre kliniske studier) var IRR, træthed, kvalme, rygsmerter, anæmi, neutropeni (abnormt lave niveauer af neutrofile, som er en type hvide blodlegemer) og trombocytopeni (abnormt lave niveauer af blodplader i blodet).1 

Data fra tre kliniske studier omfattende i alt 156 patienter viste, at 4% af patienterne ophørte med behandlingen på grund af bivirkninger, hvoraf ingen ansås for at være lægemiddelrelaterede. Der blev rapporteret infusionsrelaterede reaktioner i ca. halvdelen af alle de patienter, der blev behandlet med DARZALEX, hvoraf størstedelen (91%) forekom under den første infusion. Syv procent af patienterne oplevede en IRR ved mere end en infusion. De hyppigst forekommende symptomer (≥5%) på IRR, som var milde til moderate i sværhedsgrad, omfattede tilstoppet næse, kulderystelser, hoste, høfeber, halsirritation, dyspnø og kvalme. 1 Der blev også rapporteret om svære tilfælde af IRR (4%), herunder bronkospasmer (1,3%), hypertension (1,3%) og hypoksi (nedsat blodforsyning til vævet) (0,6%).1

Den anbefalede dosis af DARZALEX er 16mg/kg legemsvægt administreret som intravenøs infusion.1 Doseringsskemaet begynder med en ugentlig administration (i uge 1-8) og frekvensen aftager derefter til hver anden uge (uge 9-24) og til sidst hver fjerde uge (uge 25 og fremefter indtil sygdomsprogression).1 

Janssen fungerer i øjeblikket som global sponsor for alle kliniske studier på nær ét, nemlig fase I/II GEN501-studiet med monoterapi, som blev udført af Genmab. DARZALEX vil blive kommercialiseret i USA af Janssen Biotech, Inc.

FREMTIDSUDSIGTER

DKK mio. Justerede
forventninger
Tidligere forventninger
Nettoomsætning 1.025 – 1.100 725 – 800
Driftsomkostninger (550) – (600) (550) – (600)
Tilbageførsel af GSK-forpligtelse 175 175
Driftsoverskud 625 – 700 325 – 400
Likviditet, ultimo året* 3.000 – 3.100 3.000 – 3.100
*Likvider og kortfristede værdipapirer

Genmab opjusterer sine forventninger til 2015, som blev offentliggjort den 3. november 2015 som følge af inkludering af en daratumumab-milestone på USD 45 mio. forbundet med det forventede første kommercielle salg af produktet i USA efter FDA’s godkendelse af daratumumab.

Driftsresultat
Vi forventer, at nettoomsætningen i 2015 vil ligge i intervallet DKK 1.025 – 1.100 mio., svarende til en stigning på DKK 300 mio. i forhold til de tidligere udmeldte resultatforventninger på DKK 725 – 800 mio. Vi har hævet vores forventede daratumumab-milestones til DKK 540 – 600 mio. fra den tidligere forventning på DKK 240 – 300 mio. som følge af inkludering af en yderligere milestonebetaling på USD 45 mio. forbundet med det forventede første kommercielle salg af produktet i USA. Den forventede nettoomsætning for 2015 består primært af en ikke-likviditetspåvirkende amortisering af udskudt omsætning på i alt DKK 285 mio., daratumumab- og DuoBody®-milestones og royalties fra salg af Arzerra® på DKK 80 mio.

Vi forventer fortsat, at vores driftsomkostninger for 2015 vil udgøre DKK 550 – 600 mio.

Overdragelsen af ofatumumab-samarbejdet fra GSK til Novartis trådte i kraft i marts 2015. Dette medfører, at Genmab ikke vil have nogen udviklingsomkostninger forbundet med ofatumumab i 2015 og fremover og ikke vil være forpligtet til at betale den udskudte finansieringsforpligtelse på i alt DKK 176 mio. I første kvartal 2015 blev den udskudte forpligtelse tilbageført, og den tilsvarende gevinst blev indregnet under anden indtægt i vores resultatopgørelse.

Som følge af den øgende omsætning forventer vi nu, at driftsoverskuddet for 2015 vil udgøre ca. DKK 625 – 700 mio. sammenholdt med den tidligere forventning på DKK 325 – 400 mio.

Likviditet
Likviditeten ved udgangen af 2015 forventes fortsat at være DKK 3.000 – 3.100 mio., idet vi forventer at modtage betalingen for den yderligere milestone kort efter årsskiftet. De justerede forventninger indeholder provenu fra warrants, som er udnyttet i 2015.

I tillæg til de allerede nævnte faktorer kan ovenstående forventninger ændre sig som følge af en række forskellige forhold, herunder, men ikke begrænset til opnåelsen af visse milestones forbundet med vores samarbejdsaftaler, timingen og variationen af udviklingsaktiviteter (herunder aktiviteter udført af vores samarbejdspartnere) og relaterede indtægter og omkostninger, omsætning fra salg af Arzerra og dertil hørende royalties til Genmab, udsving i værdien af vores kortfristede værdipapirer samt valutakurser. Forventningerne indeholder ikke et yderligere potentielt provenu fra fremtidige udnyttelser af warrants og forudsætter endvidere, at der ikke indgås væsentlige nye aftaler i 2015, som kan få en væsentlig indvirkning på resultaterne.

Om myelomatose
Myelomatose er en uhelbredelig blodcancerform, som starter i knoglemarven og er karakteriseret ved progressiv vækst af plasmacellerne.3 Myelomatose er den tredjehyppigste form for blodcancer i USA efter leukæmi og lymfomer.4 I 2015 vil omkring 26.850 nye patienter blive diagnosticeret med myelomatose, og ca. 11.240 vil dø af sygdommen i USA.5 På verdensplan anslås det, at 124.225 mennesker vil blive diagnosticeret, og at 87.084 vil dø af sygdommen i 2015.6 Nogle patienter med myelomatose har slet ingen symptomer, men de fleste patienter diagnosticeres som følge af symptomer som f.eks. knogleproblemer, lave blodtal, forhøjet calcium, nyreproblemer eller infektioner.7 De patienter, der ikke længere reagerer på standardbehandling, herunder med proteason-hæmmere (PI) eller immunmodulerende stoffer (IMiD), har en dårlig prognose og kun få behandlingsmuligheder.8

Om DARZALEX(daratumumab)
DARZALEX™ (daratumumab) injektion til intravenøs infusion er godkendt i USA til behandling af patienter med myelomatose, som har gennemgået mindst tre tidligere behandlingsforløb, herunder med en proteasom-hæmmer (PI) og et immunmodulerende stof (IMiD), eller som er dobbelt-refraktære over for en PI og et IMiD.1 DARZALEX er det første monoklonale antistof (mAb), der opnår godkendelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) til behandling af myelomatose. For yderligere oplysninger henvises til www.DARZALEX.com.

Daratumumab er et humant IgG1k monoklonalt antistof (mAb), som binder med høj affinitet til CD38-molekylet, som er overudtrykt på overfladen af myelomatoseceller. Stoffet menes at fremkalde hurtig tumorcelledød gennem programmeret celledød eller apoptose 1,9 og adskillige immunmedierede virkningsmekanismer, herunder komplementafhængig cytotoksicitet, 1,9 antistofafhængig cellulær fagocytose10,11 og antistofafhængig cellemedieret cytotoksicitet.1,9

Der pågår i øjeblikket fem kliniske fase III-studier med daratumumab til førstelinjebehandling af myelomatose eller til behandling af recidiverende myelomatose, og der pågår eller planlægges yderligere studier for at vurdere daratumumabs potentiale i andre maligne og præmaligne sygdomme, hvor CD38 udtrykkes, herunder smoldering myelomatose og non-Hodgkins lymfom. 

Adgang til DARZALEX
DARZALEX vil kunne distribueres i USA inden for to uger efter FDA’s godkendelse. Janssen Biotech tilbyder omfattende information om adgang og støtte samt assistance og serviceydelser til amerikanske patienter, der ønsker adgang til DARZALEX. Dette sker gennem Janssen CarePath-programmet. Sundhedspersonale og patienter kan få yderligere oplysninger på: 1-844-55DARZA (1-844-553-2792). Der vil også være oplysninger på www.DARZALEX.com

Vigtige sikkerhedsoplysninger
KONTRAINDIKATIONER - Ingen

ADVARSLER OG FORHOLDSREGLER

Infusionsreaktioner - DARZALEX kan forårsage alvorlige infusionsreaktioner. Cirka halvdelen af alle patienter oplevede reaktioner – de fleste under den første infusion. Infusionsreaktioner kan også opstå i forbindelse med efterfølgende infusioner. Næsten alle reaktioner forekom under infusionen eller inden for fire timer efter, at infusionen var gennemført. Før der blev indført post-infusion medicinering i de kliniske studier, forekom der infusionsreaktioner i op til 48 timer efter DARZALEX. Der er set alvorlige bivirkninger, herunder bronkospasmer, hypoksi, dyspnø og hypertension. Tegn og symptomer kan omfatte åndedrætssymptomer som f.eks. hoste, hvæsende vejrtrækning, tæthed og irritation i strubehoved og hals, ødem i strubehovedet, ødem i lungerne, tilstoppet næse og høfeber. Mindre hyppige symptomer var hypotension, hovedpine, udslæt, nældefeber, kløe, kvalme, opkast og kulderystelser.

Pre-medicinér patienter med antihistaminer, antipyretika og kortikosteroider: Monitorér patienter under hele infusionen. Afbryd DARZALEX, hvis der forekommer bivirkninger, uanset sværhedsgrad, og påbegynd medicinsk behandling efter behov. Afbryd DARZALEX behandlingen helt, hvis der forekommer livstruende (grad 4) reaktioner. Reducér infusionsraten for patienter med grad 1, 2 eller 3 reaktioner, når infusionen genoptages.

Administrér kortikosteroider peroralt til alle patienter den første og anden dag efter alle infusioner for at reducere risikoen for forsinkede infusionsreaktioner. For patienter, som tidligere har haft en sygdomshistorie med obstruktive lungesygdomme, kan yderligere medicinering efter infusionen være påkrævet for at afhjælpe komplikationer i luftvejene. Overvej at ordinere kort- eller langtidsvirkende bronkodilatatorer og kortikosteroider til inhalation for patienter som har obstruktive lungesygdomme.

Interferens ved serologisk testning - Daratumumab binder til CD38 på røde blodceller (RBCs), hvilket kan give en positiv indirekte antiglobulin test (Coombs test). En daratumumab-medieret positiv indirekte antiglobulin test kan vare i op til 6 måneder efter den sidste daratumumab infusion. Daratumumab, der binder til RBCs, kan sløre sporingen af antistoffer mod antigener i patientens serum1. Bestemmelsen af en patients ABO og Rh blodtype er ikke påvirket. Informer blodtransfusionscentrene om denne interferens ved serologisk testning og informér blodbankerne om, at patienten har fået DARZALEX. Bestem type og foretag screening af patienter forud for behandlingsstart med DARZALEX.

Interferens ved bestemmelse af komplet respons - Daratumumab er et humant IgG kappa monoklonalt antistof, der kan spores både i serum protein elektroforese (SPE) og immunfikserings- (IFE) tests, der anvendes i forbindelse med den kliniske monitorering af endogent M-protein. Denne interferens kan påvirke bestemmelsen af komplet respons og sygdomsprogression hos nogle patienter med IgG kappa myelomprotein.

Bivirkninger - De hyppigst forekommende bivirkninger (forekomst ≥20%) var: infusionsreaktioner,  træthed, kvalme, rygsmerte, feber, hoste og øvre luftvejsinfektion.

LÆGEMIDDELINTERAKTION - Der er ikke blevet foretaget studier af lægemiddelinteraktion.

Om Genmab
Genmab er et børsnoteret internationalt bioteknologisk selskab, som specialiserer sig i at skabe og udvikle differentierede antistoflægemidler til behandling af cancer. Selskabet er stiftet i 1999 og har i dag to godkendte antistoffer, Arzerra® (ofatumumab) til behandling af visse indikationer for kronisk lymfatisk leukæmi, og DARZALEX™ (daratumumab) til behandling af myelomatose-patienter, som har fået adskillige tidligere behandlinger, eller som har dobbelt-refraktær myelomatose. Daratumumab er i klinisk udvikling til behandling af yderligere myelomatose indikationer samt til behandling af non-Hodgkins lymfom. Derudover har Genmab andre kliniske programmer og en innovativ præklinisk pipeline. Genmabs teknologibase består af validerede og egenudviklede næste-generations antistofteknologier – DuoBody® platformen til generering af bispecifikke antistoffer og HexaBody® platformen, som skaber antistoffer med forbedret effektorfunktion. Selskabet har til hensigt at gøre brug af disse teknologier til at skabe mulighed for enten fuldt eller fælles ejerskab til fremtidige produkter. Genmab samarbejder med førende farmaceutiske og bioteknologiske selskaber. For yderligere oplysninger henvises til www.genmab.com.
 

Kontakt:
Rachel Curtis Gravesen, Senior Vice President, Investor Relations & Communications
Tlf.: +45 33 44 77 20; M: +45 25 12 62 60; E: r.gravesen@genmab.com

Denne selskabsmeddelelse indeholder fremadrettede udsagn. Ord som ”tror”, ”forventer”, ”regner med”, ”agter” og ”har planer om” og lignende udtryk er fremadrettede udsagn. De faktiske resultater eller præstationer kan afvige væsentligt fra de fremtidige resultater eller præstationer, der direkte eller indirekte er kommet til udtryk i sådanne udsagn. De væsentlige faktorer, som kunne bevirke at vore faktiske resultater eller præstationer afviger væsentligt, inkluderer bl.a., risici forbundet med præklinisk og klinisk udvikling af produkter, usikkerheder omkring udfald af og gennemførelse af kliniske forsøg herunder uforudsete sikkerhedsspørgsmål, usikkerheder forbundet med produktfremstilling, manglende markedsaccept af vore produkter, manglende evne til at styre vækst, konkurrencesituationen vedrørende vort forretningsområde og vore markeder, manglende evne til at tiltrække og fastholde tilstrækkeligt kvalificerede medarbejdere, manglende adgang til at håndhæve eller beskytte vore patenter og immaterielle rettigheder, vort forhold til relaterede selskaber og personer, ændringer i og udvikling af teknologi, som kan overflødiggøre vore produkter samt andre faktorer. For yderligere oplysninger om disse risici henvises til afsnit vedrørende risiko i Genmabs seneste finansielle rapporter, som er tilgængelige på www.genmab.com. Genmab påtager sig ingen forpligtigelser til at opdatere eller revidere fremadrettede udsagn i denne selskabsmeddelelse og bekræfter heller ikke sådanne udsagn i forbindelse med faktiske resultater, medmindre dette kræves i medfør af lov.

Genmab A/S og dets dattervirksomheder ejer følgende varemærker: Genmab®, det Y-formede Genmab logo®, Genmab i kombination med det Y-formede Genmab logo™, DuoBody logoet®, HexaBody logoet™, HuMax®, HuMax-CD20®, DuoBody®, HexaBody® og UniBody®. Arzerra® er et varemærke tilhørende Novartis AG eller dets associerede selskaber. DARZALEX™ er et varemærke tilhørende Janssen Biotech, Inc.

Referencer

1  PRODUKTRESUMÉ

2  Kumar, SK et al. Leukemia. 2012 Jan; 26(1):149-57.

3 American Cancer Society. Multiple Myeloma Overview. Tilgængelig via http://www.cancer.org/cancer/multiplemyeloma/detailedguide/multiple-myeloma-what-is-multiple-myeloma. Pr. august 2015.

4  National Cancer Institute. A Snapshot of Myeloma. Tilgængelig via www.cancer.gov/research/progress/snapshots/myeloma. Pr. september 2015.

5  American Cancer Society. What are the key statistics about multiple myeloma? http://www.cancer.org/cancer/multiplemyeloma/detailedguide/multiple-myel.... Pr. september 2015.

6  GLOBOCAN 2012: Estimated Cancer Incidence, Mortality and Prevalence Worldwide: Number of New Cancers in 2015. Tilgængelig via: http://globocan.iarc.fr/old/burden.asp?selection_pop=224900&Text-p=World.... Pr. september 2015.

7  American Cancer Society. How is Multiple Myeloma Diagnosed? http://www.cancer.org/cancer/multiplemyeloma/detailedguide/multiple-myel.... Pr. august 2015.

8 Janssen JH, et al. Blood. 2012; 120.2974.

9  Michel de Weers et al. Daratumumab, a Novel Therapeutic Human CD38 Monoclonal Antibody, Induces Killing of Multiple Myeloma and Other Hematological Tumors. The Journal of Immunology. 1. februar 2011 Vol. 186, No. 3 1840-1848.

10  Overdijk et al. Phagocytosis Is A Mechanism of Action for Daratumumab. Tilgængelig via https://ash.confex.com/ash/2012/webprogram/Paper51257.html. Pr. september 2015.

11  Yulian Khagi and Tomer M Mark. Potential role of daratumumab in the treatment of multiple myeloma. Onco Targets Ther. 2014; 7: 1095–1100.

 

Selskabsmeddelelse nr. 56CVR-nr. 2102 3884

Genmab A/S
Bredgade 34E
1260 København K
Danmark

Vedhæftede filer:

56_CA_daratumumab US approval_161115_dk.pdf

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder

10:12 Danske banker skovlede penge ind i 2023 - overskuddet steg med 30 mia. kr.
10:09 Obligationer/åbning: Renten siver let før jobrapport fra USA
09:54 NKT får indledt dækning af Barclays med negativ anbefaling
09:35 ALK's topchef om regnskab: Vi er superglade for fantastisk fint kvartal i Europa
09:16 Aktier/åbning: Danske Bank til bunds i rød åbning på ny stor regnskabsdag - ALK stikker af
09:12 Novonesis-finansdirektør ser selskabet nå i land med 2024-mål trods blød start
09:11 Danske Bank trækker solidt overskud i land i ellers fortsat usikker økonomi
09:08 Netcompanys topchef: Uden påskeeffekten ligger marginen over prognoseintervallet
08:55 Råvarer: Oliepriserne stabiliserer sig og går mod et ugentligt fald
08:35 Norsk storbank spår stor kursstigning i ALK oven på voldsom vækst i europæisk tabletsalg
08:29 Aktier/tendens: Danske Bank, Novonesis og ALK indtager rampelyset på ny stor regnskabsdag
08:17 Netcompanys indtjeningen overraskede positivt i første kvartal - vinder ny kontrakt
08:12 ALK-Abelló får løftet anbefaling til "køb" fra "hold" hos Nordea
08:03 Danske Banks topchef: Vi fortsætter med stabile og tilfredsstillende resultater
07:45 Danske Bank går et gear op på bundlinjen - renteindtægter skuffer
07:43 Netcompany overrasker positivt på driften i første kvartal men omsætning skuffer
07:17 Obligationer/tendens: Rente kan tikke let ned før jobrapport
07:10 Svitzer får indledt døkning med en købsanbefaling af Citi
07:02 Asien: Stigninger over alt mens investorerne i Japan og fastlands Kina er fraværende
07:01 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag