Global Payments-aktie sendes ned efter skuffende opjustering

Udgivet den 02-08-2021  |  kl. 17:46  |  

Global Payments, der blandt andet udvikler betalingssystemer, dykker på børsen, efter at selskabet har offentliggjort regnskab for andet kvartal, skriver Bloomberg News.

Mens resultaterne landede over analytikernes forventninger, lå den dertilhørende opjustering for tæt på analytikernes estimat.

Aktien dykker sent mandag eftermiddag 6,1 pct. til 181,62 dollar på børsen i New York.

I andet kvartal omsatte Global Payments for 1,94 mia. dollar - svarende til over 12,1 mia. kr. Ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News var der ventet 1,87 mia. dollar. Det svarer til en vækst på 28 pct. sammenlignet med samme periode året forinden.

Den justerede indtjening per aktie landede på 2,04 dollar mod ventet 1,91 dollar, mens den i samme periode året forinden lød på 1,31 dollar.

Global Payments venter nu i 2021 en justeret omsætning i niveauet 7,70 til 7,73 mia. dollar mod tidligere 7,55-7,63 mia. dollar.

Analytikerne ventede ifølge Bloomberg News en justeret omsætning for regnskabsåret på 7,67 mia. dollar.

Den justerede indtjening per aktie ventes at lande i niveauet 8,07 til 8,20 dollar, hvor der før var ventet 7,87 til 8,07 dollar. Her venter analytikerne en gennemsnit justeret indtjening per aktie på 8,05 dollar.

/ritzau/FINANS

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder