Glunz & Jensen nedjusterer skøn for resultat og omsætning

Udgivet den 26-01-2009  |  kl. 16:47  |  

Glunz & Jensen har i dag fremlagt sit regnskab for 1. halvår, som medførte en nedjustering af de tidligere udmeldte forventninger til såvel resultat som omsætning.

- Udviklingen i omsætning og resultat i 1. halvår 2008/09 har været som forventet, men en lavere end forventet ordreindgang i 2. kvartal og en kraftig konjunkturpåvirkning af den grafiske industri påvirker udsigterne for den kommende periode negativt. Som følge af en forventning om fortsat vigende omsætning er der i januar 2009 igangsat en række initiativer, der skal medvirke til at sikre, at selskabet opretholder en positiv indtjening, skriver selskabet i regnskabet.

Resultat af primær drift før særlige poster (EBITA) udgjorde i 2. kvartal 2008/09 et overskud på 2,5 mio.kr. mod 2,0 mio.kr. i 2. kvartal 2007/08. I 1. halvår 2008/09 udgjorde resultat af primær drift før særlige poster (EBITA) et overskud på 3,9 mio.kr. mod 1,2 mio.kr. i 1. halvår 2007/08.

Omsætningen i 2. kvartal 2008/09 udgjorde 96,9 mio.kr. svarende til en stigning på 9 pct. i forhold til 1. kvartal af indeværende regnskabsår og et fald på 30% i forhold til 2. kvartal 2007/08. Det store fald skal ses i sammenhæng med væsentlige leveringsproblemer i 1. kvartal 2007/08, der medførte en betydelig forskydning af omsætning imellem 1. og 2. kvartal det år. I 1. halvår 2008/09 var omsætningen 185,6 mio.kr. mod 220,0 mio.kr. i 1. halvår 2007/08 svarende til et fald på 16 pct.. Denne udvikling afspejler den reelle udvikling i aktiviteten.

Som følge af den lavere ordreindgang i 2. kvartal 2008/09 og ændrede økonomiske betingelser i den vestlige verden reduceres forventningerne til omsætning og resultat i 2008/09. Den samlede omsætning forventes nu at udgøre 350-375 mio.kr. (433 mio.kr. i 2007/08) mod den tidligere forventet ca. 400 mio.kr., og EBITA forventes, grundet forventningen om en lavere omsætning og på grund af engangsomkostninger på 2-3 mio.kr. som følge af ikke planlagte fratrædelsesgodtgørelser, at udgøre 0-5 mio.kr. (3,5 mio.kr. i 2007/08) mod den tidligere forventet 5-10 mio.kr.

- Vi må dog påpege, at det grafiske marked er særligt påvirket af de generelle økonomiske vilkår, hvilket vanskeliggør den øjeblikkelige estimering af selskabets fremtidige omsætning og indtjening ud over det sædvanlige, skriver selskabet.

Udgivet af: NPinvestordk