GN nedjusterer forventningerne til bundlinjen
GN Store Nord præciserer sine forventninger til hele 2015 i nedadgående retning i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal fredag morgen.
Selskabet venter fortsat organisk vækst på 6-7 pct., men nu formentlig "i den lave ende" af intervallet, mens driftsresultatet (EBITA) fortsat ventes at ramme cirka 1465 mio. kr.
Resultatet før skat ses nu på "cirka" 1115 mio. kr. mod tidligere ventet "cirka" 1155 mio. kr.
I forventningen til driftsresultatet (EBITA) og resultatet før skat er der indregnet sagsomkostninger på 15 mio. kr. i forbindelse med sagen mod Bundeskartellamt i Tyskland, der blev rapporteret torsdag i denne uge.
Resten af justeringen i resultatet før skat kan tilskrives regnskabsteknik, oplyser GN Store Nord til Ritzau Finans. De sidste 25 mio. kr. er nemlig et tilgodehavende hos et brasiliansk datterselskab, der er blevet 25 mio. kr. mindre, fordi den brasilianske reais er svækket kraftigt i tredje kvartal.
Derfor krediteres beløbet i stedet egenkapitalen direkte, mens det skal bogføres under finansielle poster og derfor umiddelbart ryger ud af bundlinjen.
For høreapparatforretningen GN Resound ventes der fortsat en organisk vækst på "omkring" 8 pct., mens driftsresultatet (EBITA) stadig ses "omkring" 1000 mio. kr.
For headsetdivisionen GN Netcom ventes der nu en organisk vækst "i den lave ende" af det tidligere udmeldte interval på 3-5 pct., mens driftsresultatet (EBITA) stadig ventes at ramme 540 mio. kr.
Til sammenligning ventede analytikerne inden regnskabet en omsætning på 8403 mio. kr. i 2015 samt et driftsresultat (EBITA) på 1475 mio. kr. Forventningen til resultatet før skat lød på 1156 mio. kr. Det viser estimater indsamlet af Ritzau Estimates.
/ritzau/FINANS
Tags: Report❯