Godt inflationsnyt syd for grænsen: Tyske forbrugerpriser stiger mindre end ventet

Udgivet den 29-04-2024  |  kl. 14:16  |  

Inflationen i Tyskland er uændret i april ifølge en foreløbig opgørelse.

Den første opgørelse for april viser mandag nemlig en stigningstakt i de tyske forbrugerpriser på 2,2 pct. på årsbasis.

Det var også niveauet i marts.

Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning i inflationen til 2,3 pct.

Ses på månedsbasis stiger de tyske forbrugerpriser med 0,5 pct. i april, hvor økonomerne havde regnet med en stigning på 0,6 pct.

Inflationen i Tyskland toppede i oktober og november 2022 på 8,8 pct., hvorefter en lang række pengepolitiske stramninger fra Den Europæiske Centralbank, ECB, var med til at reducere inflationspresset i økonomien.

Ifølge cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv understøtter den fortsat aftagende inflation i Tyskland forventningerne om, at ECB vil komme med den første rentenedsættelse til juni.

- Men nok så vigtigt, så har vi fået flere indikationer på at både pris- og lønpresset formentligt har toppet i en række europæiske lande. Hvis den tendens holder, så er vejen banet for en række rentenedsættelse fra ECB i år.

- Som tingene ser ud nu, så kan vi godt sætte næsen op efter i alt tre rentenedsættelser på i alt 0,75 procentpoint i år, skriver Tore Stramer i en kommentar.

Tirsdag kommer der inflationstal for eurozonen samlet set, hvor en første opgørelse for april ventes at vise en uændret stigningstakt i forbrugerpriserne på 2,4 pct.

ECB har en målsætning om en inflation på 2 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Tyskland❯