Græsk aktiemarked i blodbad efter genåbning

Udgivet den 03-08-2015  |  kl. 09:57  |  

Det græske aktiemarked åbner med et fald på hele 23 pct. i hovedindekset mandag efter fem uger uden handel. Det er status efter godt ti minutters aktivitet på børsen i Athen.

Hovedindekset er dykket til 615,60, hvilket samtidig er det laveste siden sommeren 2012.

Især bankaktierne er hårdt ramt. Alle de store banker, herunder Eurobank, National Bank of Greece og Piraeus Bank, falder med de 30 pct., som er det maksimale en aktie kan falde på én dag på børsen.

Det er første gang, at der handles aktier i Grækenland siden nedlukningen op til færdigforhandlingen af landets seneste lånepakke. Der var sidst åbent på børsen i Athen den 26. juni, inden frygt for uro og kapitalflugt tvang skodderne for.

Siden har det været et ømt emne, hvornår og hvordan børsen kunne genåbne, og det sker kun mandag med visse begrænsninger på de lokale investorer. Blandt andet er der ifølge Reuters fortsat forbud mod "shortselling" - at satse på kursfald.

Udenlandske investorer kan til gengæld frit handle, som de vil, så længe de var aktive på det græske marked inden nedlukningen, skriver Bloomberg News.

Det ledende græske indeks lukkede i 797,52 i slutningen af juni efter at have startet året i 826,18. I midten af 2014 var indekset tæt på 1400, mens det tilbage i 2009 toppede i godt 2900 point.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Grækenland❯ 

Seneste nyheder