Håndværksrådet opfordrer til skattelettelser

Udgivet den 28-12-2000  |  kl. 10:28  |  

København--28. december--NetPosten--Håndværksrådet ønsker skattelettelser, og opfordrer regeringen til i det nye år seriøst starte et langsigtet arbejde for at finde besparelser i den offentlige sektor, der kan finansiere skattelettelser på længere sigt.

- 2001 bør være det år, hvor Danmark får en skattereform, der belønner dem der tager et arbejde eller gør en indsats. Men det er vigtigt, at den gode danske økonomi ikke sættes over styr, og der kan ikke gives skattelettelser, uden at der er dækning for dem. Regeringen bør i det nye år seriøst starte et langsigtet arbejde for at finde besparelser i den offentlige sektor, der kan finansiere skattelettelser på længere sigt. Arbejdsløsheden er lav, der er brug for alle ressourcer, og det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats. Det er et godt princip at lede en virksomhed efter, men det er også et vigtigt politisk budskab, siger formand for Håndværksrådet, Poul R. Ulsøe, i sin nytårsudtalelse.

Han opfordrer politikerne - trods den valgkamp, der næsten er gået i gang - til at turde sige de ting, der skal siges, selv om de ikke altid er lige populære.

- Vi skal tage hul på debatten om visionerne for fremtidens Europa og se at komme væk fra den fordom, at alt det der kommer udefra, er en trussel mod os selv. Vi er en del af globaliseringen og det har vi som et lille hårdtarbejdende åbent land alle muligheder for at udnytte. Hvis vi går glip af impulserne udefra, ender vi som et meget fattigere samfund, siger Poul Ulsøe.

Han opfordrer også politikerne til at sige åbent, at vi kommer til at få flere indvandrere til Danmark i fremtiden - og at det er en nødvendighed, hvis vi fortsat skal have et samfund i vækst.

- De problemer, der følger med indvandrere og flygtninge får al opmærksomheden i øjeblikket. Vi skal i stedet blive bedre til at gøre brug af den viden og de ressourcer, som indvandrerne bringer med sig. Vi skal gøre det attraktivt for de nye danskere at være med til at sikre vores og deres velfærd her i landet, siger Poul Ulsøe.

Udgivet af: NPinvestordk