Højoktan-software ramt af vækstbekymringer

Udgivet den 16-10-2019  |  kl. 19:47  |  

Software-as-a-service har haft masser af vind i sejlene i den første halvdel af 2019, men den senere tid er investorerne begyndt at bekymre sig for, om højoktak-vækstraterne kan fortsætte.

Den bekymring er igen kommet op til overfladen onsdag, hvor navne som Workday, Twilio, Zoom Video, Alteryx, Slack, Atlassian, Salesforce.com og Adobe falder ganske tungt - og selv Microsoft synker med ned.

Onsdagens nedtur er udløst af en investordag hos Workday. Her kunne Workday, som udvikler en HR-software i skyen, ifølge Bloomberg News ikke give inspiration til analytikerne omkring fremtidens vækst, og ifølge finanshuset Macquire mangler Workday "nye katalysatorer" nu, da væksten bremser op.

For Zoom Videos vedkommende rammes aktien også af spekulationer, ifølge CNBC, om, at Facebooks Workplace-platform vil kunne anvendes på Portals videochat, hvilket vil give Portal en konkurrencefordel mod Zoom.

Workdays aktie falder onsdag med 12,6 pct. og er nu næsten 30 pct. under sin top i juli, ligesom den er faldet med 1 pct. i år. Zoom mister 5,3 pct.

Der er også minusser til Alteryx på 7,7 pct., til Atlassian på 4,1 pct., til Slack på 7,4 pct. og til Twilio på 4,7 pct. , mens Salesforce og Adobe mister 4,0 og 3,2 pct. - og Microsofft daler med 1,1 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder