Handelsbanken: Coronakrisen kan give Danske Bank store nedskrivninger

Udgivet den 03-06-2020  |  kl. 08:53  |  

Coronakrisen har ramt både økonomien og de finansielle markeder hårdt, og hos Danske Bank kan det føre til et højt niveau af nedskrivninger på udlån i 2020.

Det vurderer Handelsbanken i en analyse. Allerede i første kvartal så flere banker - herunder Danske Bank - sig nødsagede til at nedskrive udlån for store milliardbeløb på grund af coronakrisen.

For Danske Bank løb nedskrivningerne på udlån i perioden op i 4251 mio. kr. på nettobasis. I samme kvartal sidste år var der på posten en udgift på 357 mio. kr.

Ifølge Handelsbanken vil de økonomiske konsekvenser af coronapandemien presse kreditkvaliteten på tværs af kundeporteføljen resten af året.

- Vi venter, at Danske Banks kunder i transport-, olie- og gasindustrien vil være hårdest ramt, mens vi ligeledes venter værdiforringelse for erhvervsejendomsselskaberne, skriver Handelsbanken i en analyse.

Det svenske finanshus forudser nu, at de samlede nedskrivninger hos Danske Bank vil lyde på 7,9 mia. kr. i hele 2020. Til sammenligning nedskrev banken 1,52 mia. kr. på udlån sidste år.

Det er også højere end Handelsbankens tidligere forventning om nedskrivninger på 6,4 mia. kr. i år hos den danske bank.

- Således hæver vi vores forventninger til de samlede nedskrivninger i 2020-21, hvilket er den primære årsag til, at vi sænker vores indtjeningsforventninger (indtjening per aktie) for 2020 med 29 pct. og 8 pct. for 2021, lyder det i analysen.

Det fik tirsdag også Handelsbanken til at sænke kursmålet for Danske Banks aktie til 100 kr. fra 105 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

Danske Banks aktie steg 5,5 pct. til 87,56 kr. tirsdag. Siden årsskiftet er aktien omvendt faldet med næsten 19 pct.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder