Handelsbanken: Dansk vækst på vej op

Udgivet den 09-10-2003  |  kl. 10:20  |  

Dagens tal fra Danmarks Statistik viser, at den danske vækst er på vej op, vurderer Handelsbankens cheføkonom Bo Overvad.

Detailsalget steg med 2,3 pct. på årsbasis realt i juli/august mod forventet +0,8 pct. Tallet var ventet med spænding efter den svage stigning i maj/juni på 0,5 pct. på årsbasis (opjusteret fra 0,5 pct). Salget steg som ventet mest i juli hvor stigningen var på 4,5 pct., hvorefter den faldt til 0,2 pct. i august. Augustsalget er imidlertid præget af den meget varme sommer som har påvirket negativt, som også set andre steder i Europa. At tøjsalget fortsætter på et højt niveau tilskriver Handelsbanken, at udsalget i år strakte sig længere end i tidligere år.

Detailsalget er dermed tilbage på den positive trend fra foråret, understøttet af lave renter og en pæn reallønsfremgang. Positivt for det fremtidige salg er at bl.a. afgifter på alkohol og cigaretter er sat ned, hvilket kan øge forbruget og grænsehandelen mellem Danmark på den ene side og Sverige og Norge på den anden side. Endvidere vil nye afdragsfrie lån øge købekraften og kombineret med skattelet- telserne i 2004 er der baggrund for at vente en fortsat stigning i detailsalget.

Arbejdsløsheden steg som ventet i august til 6,1 pct. fra 6,0 pct. efter det overraskende store fald i juli. Selv om der kun er tale om en enkelt måneds fald er det positivt, at antallet af ledige opsagt af arbejdsgiver faldt til 60.330 personer fra 61.773 personer. Det kan være første tegn på at erhvervslivet igen ser mere positivt på fremtiden, som bl.a. også industriens konjunkturbarometer har antydet de seneste måneder.

Handelsbanken venter dog fortsat en mindre stigning i ledigheden de kommende måneder, men vurderer, at arbejdsløsheden vil falde gennem 2004.

Udgivet af: NPinvestordk