Helle Thorning scorer dobbelt fradrag på Østerbro-hus
Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, den 40-årige Stephen Kinnock, scorer dobbelt rentefradrag på deres hus i København - på trods af, at Kinnock betaler 0 % i skat i Danmark, skriver B.T.
I juni 2004 købte Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock en villa til 3,68 millioner kroner på Østerbro i København. Selv om hun på det tidspunkt havde været gift i otte år med Stephen Kinnock - og havde to børn med ham - sørgede Helle Thorning-Schmidt for, at hun alene kom til at stå som ejer af huset.
De skattemæssige fordele ved den lille manøvre var indlysende: Familien kunne score Kinnocks skattefradrag - selv om han ikke betaler en krone i skat i Danmark.
Hvis Stephen Kinnock og Helle Thorning havde ejet huset i fællesskab, kunne de hver især trække halvdelen af renteudgifterne i skat. Problemet er bare, at Stephen Kinnock ikke kan udnytte rentefradraget, da han ikke betaler skat i Danmark. Fradraget ville derfor gå tabt.