H+H-rival har købt 10 pct. af aktierne: "Vi kender branchens særlige karakter"

Udgivet den 20-10-2023  |  kl. 11:21  |  
Arkiv: Foto

Det vanskelige marked for byggematerialer forekommer at være midlertidigt, og den nuværende værdiansættelse af H+H International er lavere end selskabets langsigtede fair værdi.

Det vurderer administrerende direktør hos den polske porebetonproducent Solbet, Lukasz Malecki, om baggrunden for, at selskabet, som er H+H's største konkurrent i Polen, har opbygget en ejerandel i det børsnoterede danske byggematerialeselskab på 10,02 pct.

- Efter vores mening er H+H Internationals nuværende værdiansættelse lavere end dets langsigtede fair værdi. Vi kender branchens særlige karakter, og det forekommer os, at den nuværende vanskelige situation på markedet for byggematerialer er midlertidig, skriver Lukasz Malecki fra Solbet i et mailsvar til MarketWire om årsagen til aktiekøbet i den danske rival.

Tilbage i maj kom Solbet over storaktionærgrænsen på 5 pct., da selskabet nåede op på 5,03 pct. af aktiekapitalen, men den polske porebetonproducent har haft appetit på mere og har nu krydset 10 pct.

- Per 18. oktober har Solbet øget sin beholdning af aktier i H+H International til i alt 1.653.300 aktier, svarende til 10,02 pct. af den samlede aktiekapital og de samlede stemmerettigheder i selskabet, fremgik det torsdag af en meddelelse fra H+H.

Solbet har sit primære fokus på Polen, og er her absolut størst med en markedsandel på 35-40 pct. af porebetonmarkedet, mens H+H er nummer to med en markedsandel på cirka 20-25 pct. Tyske Zella er tredjestørst med en markedsandel på omkring 20 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Major Shareholder❯  Shares❯ 

Seneste nyheder