Ib Kunøe overtager Mondo

Udgivet den 31-03-2008  |  kl. 09:08  |  

IT-manden Ib Kunøe overtager sammen med et par øvrige investorer aktiemajoriteten i IT-selskabet Mondo. Selskabet Consolidated Holdings overtager 15 mio. aktier og Gaardboe Holding køber 5 mio. aktier. De nye aktionærer ejer således 43 pct. af Mondos aktiekapital og tilfører selskabet et ansvarligt lån på 25 mio. kr.

- Mondo er en utrolig spændende virksomhed, der er på forkant med teknologier og produkter. Virksomheden har et meget stort potentiale og har en række teknologier og produkter, der efterspørges bredt i markedet. Desværre har Mondo været ramt af dårlig ledelse, for dyre, hurtige opkøb og manglende integration af de opkøbte virksomheder. Mondo har nu fundamentet til at gennemføre den nye strategi, herunder realisere potentialet i samarbejdet med Microsoft, siger bestyrelsesformand Ib Kunøe, Consolidated Holdings.

Direktør i Mondo Lars Nordenlund Friis er tilfreds og ser ligeledes potentiale i de nye ejerforhold.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de seneste måneder har været en svær tid. Vi har hele tiden vidst, at Mondos produkter, teknologier, markedsandel og potentiale er enormt. Nu har vi fået markedets dygtigste investorer med både lokal, nordisk og international erfaring, siger han.

Af Lars Krøldrup, lk@netposten.dk.

Udgivet af: NPinvestordk