IC Companys/CEO: Stadig presset marked forude
IC Companys, der tirsdag har leveret halvårsregnskab, ser stadig et presset marked forude. Det siger den administrerende direktør, Niels Mikkelsen, på et webcast.
Han fastholder dog, at der er stærk vækst på vej for Premium-segmentet, som i forbindelse med regnskabet bliver delt op i to segmenter: Premium Outdoors - der indeholder Peak Performance-brandet - og Premium Contemporary, der indeholder de to modebrands By Malene Birger og Tiger of Sweden.
Koncernen vil således fortsætte investeringerne i Premium-segmenterne for at styrke positionen på især det nordiske marked, hvor også Mid Market-segmentet skal styrkes yderligere. For Mid Market mener Niels Mikkelsen desuden, at IC Companys både "kan og bør" være førende i Norden, siger han på webcast.
Mid Market dækker over Part Two, Inwear og Matinique og får desuden tilføjet brandet Soaked in Luxury, der hidtil har figureret i det billigere Fast Fashion-segment.
Dermed efterlader det Saint Tropez-brandet i Fast Fashion, når et annonceret salg af Cottonfield- og Jackpot-mærkerne er gået igennem. Ifølge finansdirektør hos IC Companys, Chris Bigler, ventes salget at være gået igennem i løbet af et halvt års tid. Det siger han til Ritzau Finans og nævner desuden, at et salg af resten af Fast Fashion-afdelingen også kan komme på tale på et senere tidspunkt.
- Vi sagde tidligere, at Cottonfield og Soaked in Luxury skulle til at give overskud - ellers ville vi gå andre veje. Det er lykkedes for Soaked, som vi regner med giver overskud i år, mens det ikke lykkedes for Cottonfield. Derfor er det nu sat til salg sammen med Jackpot. Når de to mærker er solgt, vil afdelingen igen give overskud, siger Chris Bigler senere på webcast.
Også i Fast Fashion er desuden brandet Designers Remix, som rent prismæssigt hører til i Premium-segmentet. Brandet er imidlertid kun halvvejs ejet af IC Companys, og derfor venter koncernen på afklaring om, hvorvidt det skal opkøbes eller afhændes, før det eventuelt kan køres i stilling som en del af kerneforretningen.
For sommerkollektionerne har der været fremgang på forudbestillingerne blandt Premium-brands med 2 pct., mens Fast Fashion er vokset med 1 pct. I Mid Market er forudbestillingerne imidlertid faldet med 13 pct.
IC Companys vil i forbindelse med omstruktureringen af forretningssegmenterne rykke rundt på afdelingerne. Mid Market-afdelingen skal have sin egen direktør - Peter Fabrin - ligesom divisionen får sit eget hovedkvarter.
Derfor regner IC Companys ikke længere med, at få brug for al pladsen i det nuværende hovedkvarter på Raffinaderivej på Amager, som altså sættes til salg, siger administrerende direktør, Niels Mikkelsen.
Hovedkvarteret blev erhvervet for 117 mio. kr. i 2006 ved udnyttelsen af en option i en leasingaftale.
Også i forbindelse med flytningen øger IC Companys den samlede besparelse fra 100 mio. kr., der blev meldt ud i forbindelse med første kvartal til nu 125 mio. kr. De sidste 25 mio. kr. skal således findes ved fyringer og på omkostningsniveau.
/ritzau/FINANS
Morten A. Rasmussen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›