IC Group sælger Peak Performance for 1,9 mia. DKK til Amer Sports Corp.

Udgivet den 30-04-2018  |  kl. 06:04  |  

 

Bestyrelsen i IC Group har gennem det seneste halve år gennemført en strategisk review proces af det 100%-ejede brand Peak Performance, jf. selskabsmeddelelse nr. 22/2017 fra den 5. oktober 2017. Formålet med review processen har været at afdække om IC Group, også fremadrettet - helt eller delvist - var den bedste ejer af Peak Performance.

 

Med salget af Peak Performance til Amer Sports Corporation er processen nu tilendebragt. Bestyrelsen er yderst tilfredse med frasalget, både hvad angår pris, og hvad angår Amer Sports Corporation som den nye, bedste langsigtede ejer af Peak Performance. Salget sker til en kontantpris på 1,9 mia. DKK på gældsfri basis.

 

Bestyrelsesformand Peter Thorsen udtaler:

Det har været en lang og grundig auktions-proces med mange interesserede og kvalificerede købere, som har skabt de optimale rammer for frasalget af Peak Performance. Vi har ikke blot fået den helt rigtige pris for aktivet til vores aktionærer, vi har også fundet den rigtige langsigtede nye ejer. En ejer der både har evnerne, kapaciteten og ressourcerne til at accelerere Peak Performance' strategi, så brandet kan udfolde det store internationale potentiale, som vi mener det har og fortjener.

 

President og CEO hos Amer Sports Heikki Takala udtaler:

I overensstemmelse med vores strategi er det vores plan at vokse inden for sportstøj samt direkte-til-forbruger, hvilket vi vil gøre via opkøbet af Peak Performance, det ikoniske svenske premium brand inden for performance outerwear og streetwear. Peak Performance er et godt match til vores nuværende brandportefølje og har en stærk position inden for sports og modetøj og desuden en betydelig andel af salg inden for sportstøj til kvinder samt direkte-til-forbruger. Med dette opkøb tager vi endnu et vigtigt skridt mod vores langsigtede mål om at opnå en omsætning på over 1,5 mia. EUR inden for sportstøj.

 

Nettoprovenuet i forbindelse med frasalget forventes at udgøre 1,7-1,8 mia. DKK (svarende til DKK 100-105 pr. aktie) med forbehold for endelig opgørelse af bl.a. transaktionsomkostninger, arbejdskapital og visse gældsrelaterede poster. Nettoprovenuet forventes udloddet til aktionærerne som ekstraordinær dividende efter endelig afslutning af salget. Transaktionen forventes endelig gennemført pr. 30. juni 2018, og er betinget af de sædvanlige transaktionsvilkår samt godkendelse fra relevante myndigheder.

 

I en periode på 6-12 måneder efter endelig gennemførelse af salget, vil IC Group fortsætte med at levere serviceydelser til Peak Performance på omkostningsdækket basis.

 

Frasalgets betydning for den fremtidige strategi

IC Group vil fortsat drive og investere i koncernens øvrige brands med henblik på at maksimere deres fremtidige værdi.

 

IC Group vil løbende overveje, hvornår det er i aktionærernes interesse at sælge disse brands, og IC Group vil handle i overensstemmelse hermed, når tiden og vilkårene er gunstige både for IC Groups aktionærer og de enkelte brands.

 

Finansielle forventninger

Indholdet af denne meddelelse har ingen betydning for selskabet finansielle forventninger til regnskabsåret 2017/18, om afsluttes 30. juni 2018. Senest opdaterede finansielle forventninger, blev offentliggjort den 24. april 2018 (selskabsmeddelelse nr. 5/2018).

 

Investeringsbanken Rothschild & Co har rådgivet IC Group i forbindelse med transaktionen.

 

 

IC Group A/S

Peter Thorsen

Bestyrelsesformand

 

Henvendelser vedrørende denne meddelelse bedes rettet til:   

Jens Bak-Holder

Head of Investor Relations

+45 21 28 58 32

 

Telekonference

Der afholdes en telefonkonference for investorer og finansanalytikere klokken 10.00, som kan følges på www.icgroup.net  under Investors: https://edge.media-server.com/m6/p/gbj3qjz6. Den tilhørende præsentation vil være tilgængelig på hjemmesiden en halv time inden telekonferencen.

 

Investorer og analytikere bedes benytte følgende telefonnumre:

Danmark: +45 35 15 80 49

Storbritannien: +44 (0)330 336 9105

USA: +1 929-477-0448

 

Peak Performance er Skandinaviens største brand inden for teknisk sports- og modetøj. Brandet har sit udspring inden for skiløb og blev grundlagt i 1986 af tre dedikerede skiløbere, der savnede funktionelt skitøj, som samtidig var stilfuldt og moderigtigt. Siden stiftelsen har Peak Performance været blandt de førende brands I verden, når det kommer til teknisk, funktionelt og moderigtigt tøj.

 

Amer Sports er et selskab, der opererer inden for sportsudstyr, og ejer bl.a. internationale anerkendte mærker så som Salomon, Wilson, Atomic, Arc'teryx, Mavic, Suunto samt Precor. Selskabets højteknologiske sportsudstyr, tøj og beklædning forbedrer resultater og øger nydelse ved sports- og udendørsaktiviteter. Koncernens forretning er velafbalanceret via den brede portefølje af sportsprodukter og med en tilstedeværelse i alle større markeder. Amer Sports' aktie er noteret på fondsbørsen Nasdaq Helsinki (AMEAS).

 

06_DK_PeakPerformance_30042018


This announcement is distributed by Nasdaq Corporate Solutions on behalf of Nasdaq Corporate Solutions clients.
The issuer of this announcement warrants that they are solely responsible for the content, accuracy and originality of the information contained therein.
Source: IC Group A/S via Globenewswire

\Hugin

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder