Indkaldelse til ordinær generalforsamling

Udgivet den 01-03-2017  |  kl. 11:09  |  

Valby, Danmark, 2017-03-01 11:09 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Valby, Danmark, 1. marts 2017 -

Der indkaldes herved til ordinær generalforsamling i H. Lundbeck A/S

torsdag den 30. marts 2017 kl. 10:00

  Generalforsamlingen afholdes på selskabets adresse:

H. Lundbeck A/S, Ottiliavej 9, 2500 Valby

 

Dagsorden

I overensstemmelse med vedtægternes punkt 8.1 er dagsordenen som følger:

  1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år.
  2. Fremlæggelse af årsrapport til godkendelse.
  3. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport.
  4. Valg af bestyrelse.
  5. Godkendelse af vederlag til bestyrelsen for det indeværende regnskabsår.
  6. Valg af én eller to statsautoriserede revisorer.
  7. Eventuelle forslag fra aktionærer eller bestyrelse.

7.1       Forslag fra bestyrelsen om at bemyndige bestyrelsen til at lade selskabet erhverve egne aktier.

7.2       Forslag fra bestyrelsen om at bemyndige generalforsamlingens dirigent til at anmelde de på generalforsamlingen vedtagne beslutninger til Erhvervsstyrelsen.

  1. Eventuelt.

 

Fuldstændige forslag

Ad dagsordenens punkt 1:

Bestyrelsen indstiller, at beretningen tages til efterretning.

 

Ad dagsordenens punkt 2:

Bestyrelsen indstiller, at årsrapporten godkendes.

 

Ad dagsordenens punkt 3:

Bestyrelsen foreslår, at der for regnskabsåret 2016 udbetales et udbytte på 40% af årets nettoresultat svarende til DKK 2,45 pr. aktie eller et samlet udbytte på DKK 484 millioner.

 

Ad dagsordenens punkt 4:

H. Lundbeck A/S' bestyrelse ønskes sammensat af personer der tilsammen besidder de nødvendige finansielle, farmaceutiske og internationale kompetencer til på bedst mulig vis at varetage selskabets og dermed aktionærernes interesser under hensyntagen til selskabets øvrige interessenter. Bestyrelsens væsentligste opgaver er at fastlægge Lundbecks overordnede strategi, opstille konkrete mål for selskabets direktion samt sikre, at direktionens medlemmer har de rette kompetencer. 

For en mere detaljeret beskrivelse af bestyrelsens ønskede kompetencer henvises til selskabets hjemmeside: www.lundbeck.com à About us à Corporate Governance.

Generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer vælges eller genvælges hvert år, og valgperioden for den siddende bestyrelse udløber således i forbindelse med denne generalforsamling. Bestyrelsen foreslår genvalg af følgende generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer: Lars Rasmussen, Lene Skole, Lars Holmqvist og Jesper Ovesen. Desuden foreslår bestyrelsen valg af Jeremy M. Levin. Terrie Curran ønsker ikke genvalg. Bestyrelsen forventer at vælge Lars Rasmussen som formand og at vælge Lene Skole som næstformand for bestyrelsen.

Det er bestyrelsens vurdering, at de foreslåede kandidater tilsammen besidder den nødvendige faglige og internationale erfaring til at sikre selskabets position som en ledende global farmaceutisk virksomhed med fokus på forskning og udvikling inden for hjernesygdomme. Det er desuden bestyrelsens opfattelse, at bestyrelsens størrelse er hensigtsmæssig i forhold til selskabets behov og ambitionen om at sikre en konstruktiv debat og effektiv beslutningsproces. Der er ved udvælgelse af kandidater taget hensyn til diversitet.

Det anbefales i Anbefalinger for god Selskabsledelse, at mindst halvdelen af de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer er uafhængige af selskabet. Lars Rasmussen, Jesper Ovesen og Jeremy M. Levin opfylder kriterierne for uafhængighed. Lene Skole og Lars Holmqvist betragtes som afhængige i kraft af deres aktiviteter i Lundbeckfonden. I tilfælde af at de foreslåede kandidater vælges til bestyrelsen, vil bestyrelsen leve op til anbefalingen om uafhængighed som defineret i Anbefalinger for god Selskabsledelse.

De foreslåede bestyrelseskandidater har følgende baggrund:

 

Lars Rasmussen

Lars Rasmussen, BSc Engineering, MBA, født 31. marts 1959, dansk statsborger. Han blev valgt til Lundbecks bestyrelse på den ordinære generalforsamling i 2013. Han er formand for Lundbecks Vederlagskomité og den Videnskabelige komité, og han er medlem af Lundbecks Revisionskomité.

Lars Rasmussen har betydelig ledelsesmæssig erfaring inden for global med-tech. Lars Rasmussen blev administrerende direktør for Coloplast i 2008 og har været medlem af selskabets direktion siden 2001. Han har i denne periode haft koncernansvar for en række forskellige funktioner, herunder globalt salg, innovation og produktion. Disse ansvarsområder er varetaget med base i såvel Danmark som USA.

Lars Rasmussens særlige kompetencer i forbindelse med bestyrelsesarbejdet i Lundbeck er hans erfaring med topledelse samt hans viden om effektivisering og internationalisering.

Lars Rasmussen er medlem af bestyrelsen for William Demant Holding A/S.

 

Lene Skole

Lene Skole, BCom Finance, født 28. april 1959, dansk statsborger. Hun blev indstillet til valg til Lundbecks bestyrelse på den ordinære generalforsamling i 2015. Hun er medlem af Lundbecks Vederlagskomité og den Videnskabelige komité.

Lene Skole er administrerende direktør for Lundbeckfonden. Inden Lene Skole kom til Lundbeckfonden i 2014, var hun økonomidirektør i Coloplast A/S og var medlem af direktionen, fra hun blev ansat i 2005. Lene Skoles ansvarsområder omfattede økonomi, IT, HR, kommunikation, strategi og M&A. Før 2005 havde Lene Skole forskellige stillinger i A.P. Møller-Mærsk gruppen, senest som økonomidirektør i Maersk Company Ltd., London, i perioden 2000-2005.

Lene Skoles særlige kompetencer i forbindelse med bestyrelsesarbejdet i Lundbeck er hendes omfattende viden og ekspertise inden for finansiering, strategi og M&A samt hendes ledelseserfaring fra internationale virksomheder, herunder med-tech.

Lene Skole er næstformand for bestyrelsen for DONG Energy A/S, Falck A/S og ALK-Abelló A/S og medlem af bestyrelsen for Tryg A/S og Tryg Forsikring A/S.

 

Lars Holmqvist

Lars Holmqvist, MSc i business administration, født 4. september 1959, svensk statsborger. Han blev indstillet til valg til Lundbecks bestyrelse på den ordinære generalforsamling i 2015. Han er medlem af Lundbecks Revisionskomité.

Lars Holmqvist er seniorrådgiver på sundhedsområdet hos Bain Capital og har tidligere været vice president hos Pharmacia med ansvar for salg og marketing. Derudover har han haft ledende stillinger i adskillige farma- og med-techselskaber, herunder Boston Scientific Corporation, Medtronic, Applied Biosystems Group, DAKO og Agilent Technologies.

Lars Holmqvists særlige kompetencer i forbindelse med bestyrelsesarbejdet i Lundbeck er hans ledelseserfaring fra internationale virksomheder, hans ekspertise inden for økonomi, og hans salgs- og marketingerfaring fra den globale farma-, med-tech- og life-science-industri.

Lars Holmqvist er medlem af bestyrelsen for Lundbeckfonden, ALK-Abelló A/S, Tecan AG og BPL Ltd.

 

Jesper Ovesen

Jesper Ovesen, MSc i finansiering og statsautoriseret revisor, født 20. marts 1957, dansk statsborger. Han blev indstillet til valg til Lundbecks bestyrelse på den ordinære generalforsamling i 2015 og er formand for Lundbecks Revisionskomité. 

Jesper Ovesen har senest været arbejdende bestyrelsesformand i bestyrelsen for Nokia Siemens Networks BV. Han har tidligere været ansat som CFO i TDC A/S, Lego A/S og Danske Bank A/S og som finance director i Novo Nordisk A/S.

Jesper Ovesens særlige kompetencer i forbindelse med bestyrelsesarbejdet i Lundbeck er hans internationale ledelseserfaring og hans ekspertise inden for økonomi, regnskab og internationale kapitalmarkeder.

Jesper Ovesen er næstformand i bestyrelsen for Scandinavia Enskilda Banken AB og medlem af bestyrelsen for Sunrise Communications Group AG og ConvaTec Group PLC.

 

Jeremy M. Levin

Jeremy M. Levin, BA Zoologi, BM og BChir, MA og DPhil i molekylær biologi, født den 9. september 1953, britisk og amerikansk statsborger. Han er indstillet til valg til Lundbecks bestyrelse på den ordinære generalforsamling i 2017.

Jeremy M. Levin har mere end 25 års erfaring inden for den globale medicinalindustri, hvor han har stået i spidsen for virksomheders og medarbejderes udvikling og kommercialisering af lægemidler til dækning af akutte medicinske behov i hele verden. Siden 2014 har han været administrerende direktør og bestyrelsesformand for Ovid Therapeutics, en neurologi-virksomhed med base i New York, der specialiserer sig i særlige og sjældne sygdomme i hjernen. Jeremy M. Levin var tidligere administrerende direktør for Teva Pharmaceuticals, forinden var han medlem af direktionen i Bristol-Myers Squibb, hvor han var globalt ansvarlig for den overordnede strategi, samarbejder og forretningsudvikling. Inden da var han global chef for strategiske samarbejder hos Novartis, hvor han oprettede og stod i spidsen for et strategisk samarbejde med adskillige virksomheder og forskningsinstitutioner i verden.

Jeremy M. Levins særlige kompetencer i forbindelse med bestyrelsesarbejdet i Lundbeck er kombinationen af hans kliniske indsigt og erfaring, hans kompetencer inden for forretningsudvikling, forretningsstrategier og hans økonomiske viden. Derudover har han betydelig erfaring med bestyrelsesarbejde.

Jeremy M. Levin er medlem af bestyrelsen i BioCon i Indien og ZappRx. Jeremy M. Levin er desuden medlem af bestyrelsen og af direktionen i BIO, the Biotechnology Innovation Organization i USA.

 

Ad dagsordenens punkt 5:

Det foreslås, at bestyrelsen modtager følgende vederlag for indeværende regnskabsår:

-     Menige bestyrelsesmedlemmer modtager et grundhonorar på DKK 350.000 (øget fra DKK 300.000)

-     Formanden modtager tre gange grundhonoraret

-     Næstformanden modtager to gange grundhonoraret

-     Menige medlemmer af komitéerne modtager DKK 200.000 i tillæg til grundhonoraret

-     Formændene for komitéerne modtager DKK 300.000 i tillæg til grundhonoraret

 

Ad dagsordenens punkt 6:

I overensstemmelse med Revisionskomitéens anbefaling til bestyrelsen foreslår bestyrelsen genvalg af Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Revisionskomitéen er ikke under indflydelse fra nogen tredjemand og er ikke underlagt nogen kontrakt med tredjemand, der begrænser generalforsamlingens valg til visse kategorier af eller lister over revisorer eller revisionsfirmaer, for så vidt angår udpegelsen af en særlig revisor eller et særligt revisionsfirma til udførelse af Selskabets lovpligtige revision.

 

Ad dagsordenens punkt 7:

7.1   Det foreslås, at bestyrelsen bemyndiges til indtil næste ordinære generalforsamling at lade selskabet erhverve egne aktier med en samlet nominel værdi på op til 10% af aktiekapitalen i overensstemmelse med den gældende lovgivning herom. Købskursen for de pågældende aktier må ikke afvige mere end 10% fra den ved erhvervelsen noterede kurs på Nasdaq Copenhagen A/S.

7.2.  Bestyrelsen foreslår, at generalforsamlingens dirigent bemyndiges til at foretage sådanne ændringer i og tilføjelser til det på generalforsamlingen vedtagne og anmeldelsen til Erhvervsstyrelsen, som Erhvervsstyrelsen måtte kræve i forbindelse med registrering af de vedtagne ændringer.

 

Alle de fremsatte forslag kan vedtages med simpelt stemmeflertal.

 

 

PRAKTISKE OPLYSNINGER

H. Lundbeck A/S byder alle aktionærer, der har rekvireret adgangskort til sig selv og en eventuel medfølgende rådgiver, velkommen på generalforsamlingen. Der gøres opmærksom på, at man kun kan deltage i generalforsamlingen, hvis man har rekvireret adgangskort forud for generalforsamlingen. Adgang til generalforsamlingen sker via receptionen, Ottiliavej 9, 2500 Valby. Der er et begrænset antal parkeringspladser på Ottiliavej og Postgården.

Adgangskort udleveres til aktionærer med stemmeret i henhold til vedtægternes pkt. 10.1. Stemmeret tilkommer alene aktionærer, som er noteret i ejerbogen på registreringsdatoen den 23. marts 2017, eller som senest denne dato har fremsat anmodning herom, herunder dokumenteret deres aktiebesiddelser, jf. vedtægternes punkt 10.4.

Adgangskort til generalforsamlingen kan rekvireres til og med den 24. marts 2017 på selskabets hjemmeside www.lundbeck.com., ved henvendelse til Computershare A/S, Kongevejen 418, 2840 Holte, tlf. 4546 0999, eller ved at returnere tilmeldingsblanketten til Computershare A/S.

Som noget nyt vil adgangskort blive udsendt elektronisk via e-mail til den e-mailadresse, der anføres på investorportalen i forbindelse med tilmelding. Adgangskortet skal forevises på generalforsamlingen enten elektronisk på en smartphone/tablet eller printet.

Aktionærer, der har bestilt adgangskort uden at anføre deres e-mailadresse, kan afhente adgangskortet ved indgangen til generalforsamlingen mod fremvisning af gyldigt ID.

Stemmesedler udleveres ved indgangen til generalforsamlingen.

Selskabets aktiekapital udgør nominelt DKK 988.186.125 fordelt på aktier à DKK 5. Hvert nominelle aktiebeløb på DKK 5 giver én stemme, jf. vedtægternes punkt 10.6.

Selskabet offentliggør den 1. marts 2017 følgende oplysninger og dokumenter på selskabets hjemmeside www.lundbeck.com,: 1) indkaldelsen, 2) det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, 3) alle dokumenter, der skal fremlægges på generalforsamlingen, herunder revideret årsrapport, 4) dagsordenen for generalforsamlingen og de fuldstændige forslag og 5) blanketter til stemmeafgivelse pr. brev og fuldmagt.

Alle aktionærer kan skriftligt stille spørgsmål til dagsordenen og til de dokumenter, der skal behandles på generalforsamlingen. Der kan stilles spørgsmål pr. post eller pr. e-mail til investor@lundbeck.com. Fremsendte spørgsmål vil blive besvaret forud for eller på generalforsamlingen.

Hvis du er forhindret i at deltage på generalforsamlingen, kan du give bestyrelsen fuldmagt til at afgive de stemmer, der knytter sig til dine aktier. I så fald skal du udfylde, datere og underskrive fuldmagts-blanketten og sende den til Computershare A/S, Kongevejen 418, 2840 Holte, senest den 24. marts 2017. Ønsker du at give fuldmagt til andre end bestyrelsen, kan fuldmagtsblanketten til tredjemand anvendes. Fuldmagtsblanketterne findes på selskabets hjemmeside www.lundbeck.com. Afgivelse af fuldmagt kan tillige ske elektronisk via www.lundbeck.com senest den 24. marts 2017 ved anvendelse af depotnummer og adgangskode eller NEMID.

Du kan også brevstemme ved at returnere brevstemmeblanketten i udfyldt og underskrevet stand, således at den er Computershare A/S, Kongevejen 418, 2840 Holte, i hænde senest den 29. marts 2017 kl. 12:00. Blanket til brug for stemmeafgivelse pr. brev findes på selskabets hjemmeside www.lundbeck.com,, hvor man også kan brevstemme elektronisk.

Også i år tilbyder Lundbeck simultantolkning fra dansk til engelsk i auditoriet. Endvidere bliver generalforsamlingen transmitteret direkte via webcast på dansk og engelsk (kan genses efter generalforsamlingen). Se selskabets hjemmeside www.lundbeck.com.

Såfremt du har nedsat funktionsevne, der gør passagen fra indgangen til auditoriet besværlig, kan du rekvirere hjælp fra personalet ved ankomst i receptionen.

 

Valby, 1. marts 2017                       

Bestyrelsen

H. Lundbeck A/S

 

Lundbeck kontakt

Investorer: Presse:
   
Palle Holm Olesen Mads Kronborg
Vicedirektør, Investor Relations Kommunikationschef
palo@lundbeck.com mavk@lundbeck.com
+45 30 83 24 26 +45 36 43 40 00
   

Om Lundbeck

H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUYY) er et globalt farmaceutisk selskab, som er specialiseret i psykiatriske og neurologiske lidelser. I mere end 70 år har vi været førende inden for hjerneforskning. Vores primære fokusområder er Alzheimers sygdom, depression, Parkinsons sygdom og skizofreni.

Vores ca. 5.000 medarbejdere i 55 lande arbejder i hele værdikæden lige fra forskning og udvikling til produktion, markedsføring og salg. Vores udviklingsportefølje består af flere udviklingsprogrammer i den sene fase, og vores produkter er tilgængelige i over 100 lande. Vi har produktionsfaciliteter i Danmark, Frankrig og Italien. Lundbeck omsatte for DKK 15,6 mia. i 2016 (EUR 2,1 mia. eller USD 2,2 mia.).

For yderligere oplysninger henviser vi til vores hjemmeside www.lundbeck.com. Vi er også på Twitter på @Lundbeck.

Vedhæftede filer:

DK PDF.pdf

Udgivet af: NPinvestordk