Inflationen tiltog i de tunge tyske delstater - men holdt stand i ECB's hjemstat

Udgivet den 29-05-2024  |  kl. 10:26  |  

Det tikker onsdag formiddag ind med forbrugerpristal fra de tyske delstater i maj, hvilket i eftermiddag munder ud i et samlet foreløbigt tysk inflationstal for måneden.

Der er landet tal for blandt andet den mest folkerige tyske delstat, Nordrhein-Westfalen, hvor inflationen i maj tiltog.

På årsbasis steg forbrugerpriserne her med 2,5 pct. mod 2,3 pct. i april

Det samlede tyske inflationstal kommer klokken 14 og ventes at vise en lille stigning i inflationen til 2,4 pct. i maj fra 2,2 pct. i april.

Ifølge en tidligere opgørelse fra Bloomberg News har udviklingen i forbrugerpriserne i Nordrhein-Westfalen ikke afveget mere end 0,45 pct.point fra de nationale forbrugerpriser i de seneste mere end 20 år.

Dermed er tallet normalt en god indikator for den samlede udvikling i Europas største økonomi.

Generelt er niveauet for inflationen kommet godt ned mod ECB's målsætning om omkring 2 pct. de fleste steder i Tyskland, men igen i maj var der udsving i begge retninger i flere af de andre tunge delstater.

Bayern, der rangerer som nummer to på listen over de mest folkerige delstater, havde således tiltagende inflation i årets femte måned, mens Brandenburg oplevede aftagende inflation.

I Bayern, der har Tysklands tredjestørste by, München, som hovedstad, tiltog inflationen til 2,7 pct. fra 2,5 pct. i april. Men i Brandenburg, som omkredser Berlin, aftog inflationen til 2,9 pct. fra 3,0 pct. i april.

Baden-Württemberg, der er Tysklands tredjemest folkerige delstat, og Hessen, der er hjemsted for Frankfurt, hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) holder til, oplevede begge en flad udvikling i inflationen.

I Bade-Württemberg vil det sige 2,1 pct., og i Hessen var inflationen igen 1,9 pct. i maj - helt samme niveau som i april.

Investorerne reagerer umiddelbart let positivt på inflationstallene. I hvert fald falder den toneangivende tiårige rente i Tyskland efter opgørelserne med 2 basispoint til 2,61 pct.

Overblik over inflationsudviklingen (forbrugerpriser på årsbasis) i maj i de delstater, der har rapporteret tal:

Delstat Inflation i maj (%) Inflation i april (%)
Nordrhein-Westfalen 2,5 2,3
Bayern 2,7 2,5
Bade-Württemberg 2,1 2,1
Hessen 1,9 1,9
Brandenburg 2,9 3,0
Sachsen 3,1 2,7

Kilde: Bloomberg News

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  macro❯  Tyskland❯ 

Seneste nyheder