Ingeniørbranchens omsætning: 52 pct. projektering
København--3. november--NetPosten--I 1997 udgjorde den samlede omsætning inden for rådgivende ingeniørvirksomhed 15,8 mia. kr., hvoraf den største del, nemlig 52 pct., kan henføres til projekteringsydelser. 11 pct. af omsætningen kommer fra andre rådgivende ingeniørydelser, mens projektledelse vedr. bygge- og anlægsarbejder, planlægning i forbindelse med investeringer og informatikydelser hver står for 5 pct. af omsætningen. Det oplyste Danmarks Statistik tirsdag.
Fra 1995 til 1997 er projekteringsydelsernes andel af den samlede omsætning steget fra at udgøre 35 pct. i 1995 til 52 pct. i 1997. Også informatikydelser viser en stigende tendens, mens de fleste øvrige ydelsers andele har svinget i perioden.
Samlet ligger den største omsætning på projekteringsydelser i 1997 i forbindelse med processer og produkter. Denne projekteringsydelse er ligeledes den væsentligste for de store virksomheder med 10 eller flere ansatte, idet den bidrager med i alt 18 pct. af omsætningen mod 9 pct. for de små virksomheder med under 10 ansatte. For virksomheder med under 10 ansatte er projekteringsydelser vedr. bygningers konstruktion af størst betydning og udgør ca. 17 pct. af den samlede omsætning mod 11 pct. for de større virksomheders vedkommende.