Ingeniøren: Stort offentligt IT-indkøb dømt til fiasko

Udgivet den 13-06-2003  |  kl. 16:02  |  

Der er lagt op til salg af software og service for over en milliard kroner i en ny offentlig rammeaftale. Men fiaskoen truer. Flere kommuner har nemlig valgt deres egen leverandør, skriver IngeniørenNet fredag.

Et stort fællesindkøb af elektroniske sagsbehandlingssystemer (ESDH) til stat, amt og kommune under Den digitale Taskforce risikerer at falde til jorden med et brag. Allerede nu har mange amter og kommuner nemlig valgt deres egen leverandør. Dermed er den potentielt trecifrede millionhandel meget usikker.

- Indkøbet af et elektronisk sags- og dokumenthåndteringssystem til den offentlige sektor kan blive endnu en IT-fiasko. Det skyldes, at det kan være svært for den enkelte institution at se, hvad de får ud af at gå med på det fælles indkøb af IT-systemer, siger lektor Kim Viborg Andersen, Handelshøjskolen i København til Ingeniøren.

Han tilføjer, at især store kommuner kan have lige så meget gavn af selv at skræddersy deres IT-systemer, fordi de dermed kan tilgodese lokale behov. Der er ingen fast aftale om, at de enkelte institutioner i staten, amterne og kommunerne skal bakke op om den fælles aftale med en ESDH-leverandør, som vil blive indgået til nytår. Kim Viborg Andersen tilføjer, at netop den usikkerhed kan give et mindre engagement og dårligere bud fra det private erhvervsliv.

For det er simpelt hen for usikkert, hvor meget IT der kan sælges gennem rammeaftalen.

Allerede nu er en række offentlige kunder gået sine egne veje: Roskilde og Vejle amter samt fem kommuner i det vestlige Sønderjylland, Aalborg og Københavns Kommune, som har valgt ESDH-leverandører, skriver Ingeniøren.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder