INTERVIEW - Dir: Tivoli vil etablere sig i Berlin

Udgivet den 26-10-2000  |  kl. 12:58  |  

København--26. oktober--NetPosten--Sammen med lokale partnere arbejder Tivoli på at etablere en ny forlystelsepark på 12 hektar i Berlin, som er baseret på Tivolis koncept og design. I forvejen eksisterer et Tivoli i Japan.

Tivolis adm. direktør Lars Liebst siger til NetPosten, at det ikke er til at sige, hvor lang tid, der går, før en ny park er på plads.

- Det afhænger af den politiske beslutning i byen. Det er ikke ligesom at bygge et ishus nede på hjørnet. Det er 12 hektar midt i en storby, og det involverer masser af planlægning, siger han.

Liebst gætter på, at forhandlingerne tager et halvt til et helt år endnu, og tilføjer, at de har allerede varet i over et år.

Tivoli har også planer om etablering i New York, men disse planer er lagt på hylden indtil videre, indtil der har været nyt borgmestervalg, idet det også her afhænger af den politiske vilje og af byplanlægningen.

Liebst siger, at fordelen ved Berlin er, at byen gerne vil have Tivoli'et. Men han vil ikke sige noget om, hvor stor sandsynligheden er for, at det bliver til noget.

Endvidere vil Tivoli i 2001 forlænge sæsonen med yderligere ni dage og øge markedsføringen i Sydsverige.

I 2001 venter Tivoli en vækst i omsætningen på ca. 10 pct. til godt 400 mio. kr. og et resultat før skat på ca. 15 mio. kr.

Udgivet af: NPinvestordk