INTERVIEW - Nowaco: Stadig realistisk med et salg af virksomheden

Udgivet den 17-01-2001  |  kl. 11:07  |  

København--17. januar--NetPosten--Den 22. december meddelte fødevarekoncernen Nowaco, at der var indledt forhandlinger med en interesseret køber om et salg af virksomheden. De forhandlinger pågår stadig, og det er stadig realistisk, at Nowaco bliver solgt. Det sagde direktør Preben K. Nielsen onsdag til NetPosten.

Nowaco har holdt sig meget stabil omkring 320 kr. siden meddelelsen. Inden meddelelsen lå kursen i 310 kr., og det, at aktien er meget lille på Fondsbørsen, er et af selskabets problemer.

- Enten så skal vi blive købt, eller også så skal vi selv købe selskaber. Vi er simpelthen for små i børssammenhæng. Der er intet akut problem, men hvis vi skal ud på et tidspunkt og skaffe yderligere kapital via børsen, så er den kapital for dyr, når vi er så små, sagde Preben K. Nielsen.

Han understregede samtidig, at han havde opbakning fra aktionærkredsen til strategien om at sælge virksomheden.

- Mig og min familie sidder på majoriteten, så den side af sagen er klar. Samtidig har vi opbakning fra de øvrige store aktionærer, sagde Preben K. Nielsen. Han understregede samtidig, at selskabet var villig til at forhandle med andre selskaber om et salg af virksomheden.

Udgivet af: NPinvestordk