Investorer bekymrer sig om opkøbsplaner i Carlsberg - avis

Udgivet den 29-10-2013  |  kl. 07:07  |  

Store investorer er bekymrede for, hvad den annoncerede fundatsændring samt mulige kapitalforhøjelse i Carlsberg kommer til at få af betydning.

Sådan lyder det fra en række store pensionskasser, kapitalforvaltere og analytikere i en rundringning, som Børsen har foretaget.

Investorerne er bekymrede for presset på aktiekursen, Carlsbergs evne til at eksekvere, og de frygter, at der købes for dyrt i eksempelvis Asien.

- Det er ikke noget, der får os til at klappe højt i hænderne. Carlsberg har ikke den bedste track record med opkøb, og rent objektivt har Rusland været en skuffelse. Måske skulle de få lidt bedre styr på Rusland, før de kaster sig ud i den næste store akkvisition, siger en stor pensionskasse, der dog ønsker at forblive anonym, til avisen.

Carlsbergs bestyrelsesformand, Flemming Besenbacher, fastholder, ifølge Børsen, at der ikke er nogen konkrete opkøbsplaner, som ligger til grund for fundatsændringen, der blev offentliggjort i fredags.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder