Investorer får fri proces
Vejen er tæt på at være ryddet for forhindringer for flere hundrede investorer, som kollektivt vil sagsøge Jyske Bank.
De anklager banken for dårlig investeringsrådgivning i sagen om en hedgeforening med obligationer, hvor 800 millioner kroner er gået tabt.
Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten har Civilstyrelsen besluttet, at foreningen med de utilfredse investorer skal have fri proces til at anlægge et gruppesøgsmål.
- Vi har skønnet, at betingelserne for, at sagen kan føres som et gruppesøgsmål, er opfyldt. Det er den første sag med spørgsmålet om rådgivning som gruppesøgsmål, og med bevillingen af fri proces dækker statskassen de omkostninger, der måtte være for foreningen, siger Astrid Mavrogenis, kontorchef i Civilstyrelsen, til Jyllands-Posten.