ISS-bud på under 160 kr. risikerer at falde - bureau

Udgivet den 12-03-2014  |  kl. 17:22  |  

Ved børsnoteringen af ISS risikerer bud på under 160 kr. at blive forbigået, oplyser kilder med kendskab til sagen ifølge Bloomberg News.

Tirsdag rapporterede Bloomberg News, at udbudsintervallet var blevet indsnævret til 150-165 kr. fra tidligere 140-175 kr., men ifølge de nye meldinger tyder det på, at noteringen vil blive afregnet i toppen af det nye udbudsinterval.

ISS meddelte tirsdag morgen, at selskabet grundet stor efterspørgsel fra investorer ville lukke udbuddet over for private investorer i Danmark og institutionelle investorer både herhjemme og i udlandet tidligere end hidtil ventet.

Udbuddet til private investorer blev lukket allerede tirsdag klokken 12.00, mens udbuddet til institutionelle investorer med ordrer på over 3 mio. kr. blev lukket onsdag klokken 16.00.

Dermed ventes ISS at have første handelsdag på fondsbørsen i København torsdag.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk