ISS køber finsk selskab for 1,4 mia kr

Udgivet den 29-06-2004  |  kl. 09:05  |  

ISS er nået til enighed med ejerkredsen af Engel Group i Finland om at købe aktiekapitalen i Engel. Opkøbet vil styrke ISS’ facility services forretning i Finland, meddeler ISS.

Købsprisen for aktiekapitalen i Engel er aftalt til 1.428 mio. kr. Købsprisen forudsætter, at Engel i konsolideret form ingen gæld eller likvider har påovertagelsesdatoen.

Engel antages at blive konsolideret i ISS Koncernens bøger med effekt fra 1. juli 2004. Gennemførelse af transaktionen er betinget af godkendelse fra de finske konkurrencemyndigheder og andre almindelige handelsbetingelser.

Engel omsatte i 2003 for ca. 1.341 mio. kr. og havde et driftsresultat (EBITA) på ca. 114 mio. kr. I 2004 forventer Engel at opnå den budgetterede omsætning på ca. 1.443 mio. kr. og et driftsresultat (EBITA) på ca. 126 mio. kr. inklusiv 9-måneders effekten af en foretaget facility services akkvisition.

ISS forventer at realisere omkostningssynergier fra integrationen af Engel og ISS Finland. De årlige omkostningssynergier er estimeret til ca. 82 mio. kr. Omkostningssynergierne forventes at blive realiseret over en periode på 18 måneder.

ISS Finland har ført an i ISS Koncernens transformation mod Facility Services og har udviklet sig til én af ISS Koncernens mest avancerede udbydere af facility services. Under denne transformation har ISS Finland integreret en række ”bolt-on” akkvisitioner og samtidig fastholdt en organisk vækstrate over 6 pct. siden 2001 og til stadighed forbedret driftsmarginalen til 8,1 pct. sidste år. ISS Finlands omsætning var 1.520 mio. kr. i 2003.

Med akkvisitionen af Engel vil ISS Finland udvide forretningsomfanget inden for facility services og ikke mindst inden for ejendomsservices. Akkvisitionen tilfører ca. 6.600 medarbejdere til ISS.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder