IT-chefen er den største pirat

Udgivet den 20-11-2002  |  kl. 10:36  |  

De IT-ansvarlige piratkopiererer på livet løs i Sverige, selv om det er ulovligt. Alligevel ser virksomhederne gennem fingre med det.

Det meddeler Svenske Antipiratbyrån, og citerer tal fra en ny undersøgelse, som analysebureauet Zapero har lavet.

I undersøgelsen svarede 1080 svenskere fra 18 år og op, samt IT-ansvarlige, på spørgsmål om downloadning af rettighedsbeskyttet materiale fra internettet.

5 pct. af de almindeligt ansatte i IT-afdelinger downloader ulovligt software fra internettet, mens 18 pct. af IT-cheferne gør det.

Downloadningen foregår hovedsageligt i arbejdstiden, og det er især computerspil, der er i høj kurs hos piraterne.

Selv om flere former for software og filer er ulovlige at downloade, mener 28 pct. af IT-cheferne, at downloadningen af ulovligt software eller musikfiler til privat brug er accepteret af ledelsen.

Henrik Pontén, jurist på Svenska Antipiratbyrån er overrasket over, at så mange mennesker i ledende stillinger åbent vedgår, at de bryder loven.

"Mange i ansvarlige stillinger er dårlige forbilleder. Dels fordi de selv udfører de fleste piratkopieringer og dels fordi næsten en femtedel af dem tror, at det er tilladt at downloade spil på arbejdet".

Ifølge antipiratbureauet taber virksomhederne store summer på downloadningen, især på tabt arbejdstid, internetudgifter og dyr datakapacitet.

Svenska Antipiratbyrån planlægger en kampagne, for at gøre virksomheder opmærksomme på om piratkopiering sker hos dem.

Udgivet af: NPinvestordk