Italien/Nordea: Næstværste scenarie har ramt landet

Udgivet den 26-02-2013  |  kl. 11:32  |  

Udfaldet af det italienske valg er efterhånden på plads. Mens det værste af alle scenarier, en genopstandelse af Silvio Berlusconi som premierminister, ikke har udfoldet sig, har det næstværste ramt landet: Et splittet parlament. Hos Nordea venter man, at der bliver udskrevet nyvalg. Det vil dog ikke nødvendig medføre et bedre resultat set med Europa og finansmarkedernes øjne.

Status på det italienske valg er, at den reformindstillede centrum-venstre-koalition med Pier Luigi Bersani i spidsen har taget flertallet i underhuset. Til gengæld er overhuset splittet. Forskellige flertal i de to kamre gør reelt det italienske parlament uden beslutningskraft i en situation, hvor landet har behov for stabilitet.

- Vi vurderer, at situationen vil blive den, at Bersani vil forsøge at danne en mindretalsregering. Han mangler 20 stemmer i overhuset for at skabe et flertal, og han kan forsøge at overtale senatorer fra Berlusconi og Grillos lejre til at tolerere hans regering. En sådan regering til dog sandsynligvis ikke overleve særligt længe, så inden for et par måneder er det mest sandsynlige udfald et nyvalg. Det ville ikke overraske os, siger chefeuropaanalytiker hos Nordea Holger Sandte til Ritzau Finans og fortsætter:

- Men det vil ikke nødvendigvis løse problemet. Protestpartierne kan få endnu flere stemmer.

Det er langt fra et positivt scenarie, og markederne har da også slået bak Europa over tirsdag morgen. Det paneuropæiske Euro Stoxx falder 2,4 pct. mens det toneangivende italienske aktieindeks MIB dykker 4,6 pct. Renten på den toneangivende, 10-årige italienske statsobligation stiger 31 basispoint til 4,79 pct.

- Det er ikke et positivt scenarie set hverken fra en økonomisk vinkel eller fra finansmarkederne, siger Holger Sandte.

Han vurderer, at den bedste løsning ville være en stor koalition. Berlusconi har tirsdag indikeret, at han er parat til at diskutere en samlingsregering. Holger Sandte peger på samlingsregeringen i Tyskland der opstod i 2005.

- Koalitionen i Tyskland var mulig, fordi der var en enighed i befolkningen om, at Tyskland ikke var ude af krisen, og der var en grundlæggende enighed om, at Gerhard Schröders reformer skulle fortsætte. For at en sådan koalition skal lykkes, skal der være en enighed om behovet i befolkningen, og det ser der ikke ud til at være i Italien, siger Holger Sandte og fortsætter:

- Renterne på landets gæld er høje, men de er ikke skyhøje, og landet er ikke ét skridt fra bankerot. Så fornemmelsen af at have ryggen mod muren ser ikke ud til at være udbredt i befolkningen. Samtidig er Berlusconi og Bersani ærkefjender. Så vi ser ikke stor sandsynlighed for en stabil samlingsregering.

Nordea venter dog ikke, at det politiske kaos i Italien kan drive Eurozonen ud i en krise tilsvarende den, der i sommeren 2012 drev italienske og spanske renter over 7 pct.

- Dette her er, ud over en direkte sejr til Berlusconi, måske den værste situation, man kunne have forestillet sig. Men vi anser det ikke som sandsynligt, at den kan kaste Eurozonen ud i en større krise. Vi har ECB på plads til at støtte, og siden ECB-chef Mario Draghis tale sidste år om, at han er parat til at gøre alt, hvad der kræves for at forsvare euroen, mener vi, at den systemiske risiko mod euroens eksistens er fjernet. Vi tror og håber på det i al fald, siger Holger Sandte.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

12:05 GN/CEO: Der kan være mere upside i headsets - men fokus er på at fastholde markedsandelen
11:39 Aktier/middag: Dyr regnskabstung dag for Bavarian og NKT
11:03 Lollands Bank følger budgettet og fastholder forventningerne
10:24 Bavarian ramt af høj efterspørgsel på rejsevaccine: "Vi er blevet fanget af egen succes"
10:16 Torm kan hurtigt ændre sejlruter hvis der kom våbenhvile - men skal være helt sikker
09:43 Svensk centralbank sænker renten
09:42 Bavarian-aktien i stort dyk efter regnskab - finanshus minder om muligheder forude
09:21 DFDS-topchef: Vi er "on track" med årsforventningerne - toplinjevækst vil nå indtjeningen
09:12 Aktier/åbning: Bavarian sendes til bunds efter skuffende regnskab - Novo holder C25 oppe
09:05 NKT topchef med rekordstor ordrebog: Giver god sigtbarhed for indtjeningen
09:03 Bioportos omsætningsfremgang drevet af stærk vækst for NGAL-test i USA
08:46 Obligationer/åbning: Renterne vender til lille stigning efter fire dages fald
08:41 Skjern Bank hjulpet af højere renter og stor kundetilgang
08:35 Urolig verden giver fortsat fremgang til Torm i første kvartal
08:24 Aktier/tendens: NKT imponerer med marginerne i let negativt marked
08:17 DFDS fik en svag start på året - fastholder dog målsætningerne for hele 2024
08:03 Tyskland: Industriproduktionen bakkede en spids mindre end ventet i marts
08:00 Eksporten af tjenester faldt i marts
08:00 Flere nye biler i husholdningerne, færre i erhverv
08:00 Faldende industriproduktion i marts