Japansk rederi nyder godt af lave renter

Udgivet den 13-06-2012  |  kl. 07:11  |  

Mens flere lande i Sydeuropa kæmper med høje renter, når de skal refinansiere deres gæld, kan der være gode muligheder for at låne til lave renter, hvis man er en virksomhed. Det er rederiet Nippon Yusen et godt bevis på. Rederiet solgte tirsdag femårige virksomhedsobligationer for 20 mia. yen (cirka 1,5 mia. kr.) til en rente på bare 0,472 pct. eller blot 24 basispoint mere end den tilsvarende, japanske statsrente.

Det skriver Bloomberg News. Ifølge nyhedsbureauet er omkostningerne ved at sælge virksomhedsgæld for japanske virksomheder i denne måned faldet til det laveste niveau siden august sidste år. Årsagen er, at investorerne søger i ly som følge af gældskrisen, og da statsrenterne i flere af de "sunde" lande allerede er kommet meget langt ned, vælger nogle investorer altså at rette blikket mod virksomhedsobligationer.

Ud over de femårige virksomhedsobligationer udbød Nippon Yusen også tiårige papirer til en effektiv rente på 1,177 pct. og seksårige papirer til en rente på 0,594 pct. Rederiet meldte ellers i april om et underskud for finansåret 2011/12 på 72,8 mia. yen, men også om forventninger om et overskud på 23 mia. yen i år.

Nippon Yusen har opnået de lave renter til trods for, at Moodys Investors Service i februar sænkede sin kreditvurdering af selskabets gæld med et trin til Baa2, den næstlaveste investment grade, fordi Moodys frygtede, at faldende fragtrater ville påvirke det japanske rederis muligheder for at nedbringe gælden.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk