Jefferies ser kurslussing til Zealand Pharma som købsmulighed

Udgivet den 20-12-2024  |  kl. 10:49  |  
Arkiv: Foto

Amerikanske Jefferies ser fredagens kursfald til Zealand Pharma som en potentiel opkøbsmulighed i aktien, som stadig rummer stort potentiale.

Det skriver børshuset i en kommentar, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA), torsdag afviste at godkende Glepaglutid til behandling af korttarmssyndrom og krævede nye studier.

- Vi forudser et globalt topsalg på 600 mio. dollar med 90 pct. sandsynlighed og en værdi på cirka 90 kr. per aktie, hvilket peger mod et potentielt midtencifret fald i aktien. Vi ser fortsat et asymmetrisk risikobillede frem mod Cagrisema-data (fra Novo Nordisk, red.), og derfor vil vi bruge svagheden som en købsmulighed, skriver Jefferies.

Banken henviser dermed til de imødesete data fra den danske medicinalkæmpe Novo Nordisk for fedmehåbet Cagrisema - en kombination af det brandvarme Semaglutid-molekyle og den langtidsvirkende amylinanalog Cagrilintid.

Semaglutid er det aktive stof i de storsælgende midler Wegovy og Ozempic, og Cagrisema-kombinationen, der er målrettet det heftigt voksende fedmemarked, ses derfor som en potentiel kursraket for Novo og en stor konkurrent til Zealand Pharma.

Den faktiske nedtur på børsen er fredag da også endt med at blive lidt hårdere for Zealand Pharma, der falder med 9,8 pct. til 682,50 kr.

Dermed taber aktien også knap 5,3 mia. kr. i markedsværdi.

Jefferies anbefaler fortsat "køb" af Zealand Pharma og har et kursmål på 1100 kr. Det svarer med fredagens kurs til et potentiale på hele 61,2 pct.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder