Jelved: Fortsat stram finanspolitik
København--20. august--NetPosten--Økonomiminister Marianne Jelved (R) lagde på dagens pressemøde vedrørende regeringens netop offentliggjorte økonomiske prognose vægt på, at det fortsat er regeringens mål at stramme finanspolitikken.
- Det er fortsat regeringens mål at videreføre den stramme finanspolitik. I 1997 er der budgetteret med en stramning, som skal resultere i en nettofinanseffekt på -0,5 pct. I dag ser det ud til, at effekten bliver omkring -0,4 pct. - altså en svag lempelse i forhold til planlagt, udtaler Mariannne Jelved.
- Men det er regeringens mål, og det har finansministeren også været ude med, at regeringen i 1998 vil opnå en samlet finanseffekt på -0,25 pct., siger Jelved. Dermed er der fortsat udsigt til stramninger.
Udtalelsen skal ses i lyset af, at det offentlige forbrug for 1997 og 1998 i prognosen er blevet opjusteret med 0,3 pct.point til henholdsvis 1,8 pct. i 1997 og 1,3 pct. i 1998 i forhold til maj-prognosen.
- Udviklingen i disse tal bekommer mig ikke vel. Men jeg håber på, at vi snart kan få udviklet nogle mere effektive styringsmuligheder over for kommunerne, der i høj grad præger det offentlige forbrug. Man skal dog huske på, at befolkningen med fortsat stigende krav til offentlig service presser kommunerne til at øge udgifterne, siger ministeren.
Ministeren ønskede ikke at løfte sløret for det kommende finanslovsforslag. På et spørgsmål om, hvorvidt eksempelvis kørselsfradrag skal reduceres, svarede ministeren.
- Der er mange interssante elementer på selvangivelsen, men det ønsker jeg ikke at udtale mig om. Derimod vil jeg henvise til det fornuftige i, at bundskatten endnu engang i 1998 sænkes, hvilket vil fortsætte elimineringen af de forskellige fradrags værdi. Vi diskuterer fortsat i de to regeringspartier, hvad der skal ske. Det er dog vores opfattelse, at et bredere beskatningsgrundlag er formålstjeneligt, fastslår ministeren.