Jyske Bank: Det går ikke altid som præsten prædiker
NetPosten bringer i samarbejde med Jyske Bank kommentarer til valutamarkedet:
Heller ikke som vi gør . som simple valutastrateger. Den månedlige lukning i fredags fik os til at bide i græsset med hensyn til to valutapar - nemlig EUR/NOK og USD/CAD. Begge valutapar lukkede både under trendindikatoren og under vores bagstopper (12 måneders glidende gennemsnit), og der var ikke anden udvej end at ændre EUR/NOK-trenden fra op til ned og ændre USD/CAD-trenden fra ned til op.
Ændringen af EUR/NOK-trenden var ikke behagelig. Optrenden havde varet siden 1. marts 2003, og sidste år var det den af vores trends, som gjorde det bedst. I 2004 har vi for tiden store problemer med at få skovlen under EUR/NOK. Trendændringen fra en opadgående til en ny faldende trend kan måske vise sig at blive vores mulighed for igen at gøre det godt inden for den norske valuta. Hvis vi træder lidt tilbage og ser på det store billede for EUR/NOK, er det ret så tydeligt, at krydset befinder sig i en slags korrektionsfase. Faktisk kommer det første Fibonacci-korrektionspunkt - 38,2% - ind på det nuværende niveau på 821,00, som derfor forventes at få god støtte i første omgang. Et brud her vil føre til det næste 50% korrektionspunkt omkring 802,50. Et niveau, hvor vi har planer om at etablere en ny 100% købt taktisk position, hvilket efterlader os med en netto 50% købt position. Vi vil dog have et meget tæt stop loss i det tilfælde, da det meget vigtige Fibonacci-niveau på 61,8% kommer ind omkring 781,50.
Den canadiske dollar er svækket meget på det seneste på grund af skuffende økonomiske nøgletal og ikke mindst på grund af råvarepriserne, som rasler ned. Som en konsekvens heraf har vi ikke andre muligheder end at ændre den faldende trend til en ny USD/CAD-optrend. Krydset er dog ved at se noget overkøbt ud på RSI-indikatoren, og vi forventer at etablere en 100% solgt taktisk position i området mellem 139 og 140 med henblik på fornyet salg af USD/CAD.
Med hensyn til de andre valutapar så lykkedes det os at opretholde de nuværende trends. EUR/USD lukkede faktisk måneden over vores trendindikator og ikke mindst over vores bagstopper. Det er et godt tegn, som lover godt for en yderligere fremmarch i opadgående retning.