Jyske Bank korrigerer Berlingske-artikel om Magasin

Udgivet den 21-11-2003  |  kl. 11:29  |  

For anden dag i træk må Jyske Bank desværre konstatere en fejlbehæftet artikel i dagspressen om bankens forhold til og opfattelse af Magasin. Denne gang er det en artikel i Berlingske Tidende med den misvisende overskrift ”Jyske Bank frygter for tab på sine lån til Magasin”, der er fejlbehæftet.

Af artiklen fremgår, at Jyske Bank har tabt flere hundrede mio. kr. på sin aktiepost, og der stilles indirekte spørgsmålstegn ved Magasins betalingsevne, ligesom bankens tillid til Magasin anfægtes.

Jyske Bank påpeger i en børsmeddelelse, at fakta er:

1) Jyske Bank har bogført aktierne i Magasin-koncernen til kr. nul. Det er alene en bogføringsmæssig nulstilling, hvilket ikke er det samme som et tab. Jyske Banks gevinst eller tab kan først opgøres den dag, banken ikke længere besidder disse aktier.
2) Magasin har til dato overholdt alle sine forpligtigelser overfor banken.
3) Jyske Bank frygter ikke for tab på sine lån til Magasin.
4) Jyske Bank stiller – heller ikke indirekte – spørgsmålstegn ved Magasins kreditværdighed.
5) Magasins nuværende ledelse har på mindre end ét år gennemført:
a. Salg af kreditkortselskab
b. Salg af P-hus i Århus
c. Reduktion af lønomkostninger via afskedigelse af ca. 200 medarbejdere
d. Salg af 80% af Illum
e. Salg af en række andre ejendomme

Dertil kommer, at der arbejdes med yderligere frasalg af aktiver samt på at skabe balance i den ordinære drift fra regnskabsåret 2004/05.

- En så handlekraftig ledelse har bankens fulde tillid og ikke kun en vis tillid, som det hedder sig i Berlingske Tidende, skriver Jyske Bank.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder