Jyske Bank: Omlæg fra Microsoft til Dell, Nokia eller SAP

Udgivet den 02-02-2010  |  kl. 15:27  |  

Jyske Bank anbefaler at omlægge positioner i Microsoft til Dell, Nokia eller SAP, fremgår det af et nyt notat.

- Vi har nedjusteret Microsoft til reducer efter at aktien har klaret sig usædvanligt godt i de seneste måneder – fremadrettet får aktien sværere ved at outperforme. Nedjusteringen skyldes også, at salgssuccesen af Windows 7 nu er velkendt samt prisfastsættelsen af aktien er blevet mindre attraktiv, skriver Jyske Bank om Microsoft.

Jyske Bank forventer at investorerne i fremtiden vil se mere lyst på Nokia aktien, efter at 4. kvt. 2009 viste at både Nokia og markedsforholdene for mobiltelefoner er i bedring.

- Nokias stærke position på nye vækstmarkeder som Asien og Østeuropa samt det faktum at de endnu ikke har fået deres gennembrud i USA, betyder at Nokia i de kommende år, har mulighed for at øge deres globale markedsandel fra de nuværende 38%. Endelig er Nokia attraktivt prisfastsat med en 2011 P/E på 11,6x, skriver Jyske Bank.

- SAP er ikke blot et kvalitetsselskab (stærk markedsposition, innovative produkter, høj indtjeningsevne og global kundebase), men også en aktie, der tilbyder margin ekspansion, solid vækst samt en attraktiv prisfastsættelse set i et historisk perspektiv. Ledelsen i SAP har fokus på at løfte driftsmarginen, og vi forventer at en stigning i netop driftsmarginen vil understøtte aktiekursen, skriver Jyske Bank om tyske SAP.

Jyske Bank har udpeget Dell til årets joker i 2010, da banken mener den har været uberettiget overset i 2009.

- Vores positive syn bygger på en forventning om at erhvervskunderne i 2010 igen vil begynde at investere i computerløsninger. Et segment Dell henter over ¾ af deres omsætning hos. Udover udsigten til en bedre købelyst vil vi i fremtiden se at investorerne begynder at fokusere mere og mere på prisfastsættelse. Renser man for Dells stærke balance handler aktien til en P/E på under 9x, skriver Jyske Bank.

Udgivet af: NPinvestordk