Jyske Bank opjusterer med 300 mio kr
Jyske Bank er her til morgen kommet med foreløbige regnskabstal for 1. halvår 2009 med en opjustering af indtjeningsforventningerne.
- Resultatforventning til basisindtjening før nedskrivninger på udlån mv. for 2009 øges med ca. 300 mio. kr. Forventningerne til niveauet for nedskrivninger på udlån mv. fastholdes, skriver banken.
Tidligere forventede banken et resultat på niveau med 2008, hvor basisindtjeningen lå på 2,4 mia. kr.
I forbindelse med offentliggørelsen af de foreløbige regnskabstal for 1. halvår 2009 udtaler ordførende direktør Anders Dam:
- Vi har set en tilfredsstillende indtjening i 2. kvartal. Resultatet er positivt påvirket af poster af engangskarakter under omkostningerne i størrelsesordenen 100 mio. kr. Samlet ser indtjeningen før afkast af egne investeringer ud til at blive ca. 300 mio. kr. højere end forventet vedindgangen til 2009.
- Nedskrivningerne har i de sidste 4 kvartaler været på henholdsvis 175 mio. kr., 681 mio. kr., 649 mio. kr. og 377 mio. kr. i 2. kvartal 2009. Vi kan konstatere, at beregningsmodellen for nedskrivninger indtil videre følger udviklingen i dansk økonomi. Vi forventer, at den negative udvikling i dansk økonomi aftager i resten af 2009, og det er baggrunden for, at vi venter at se en fortsat faldende tendens i nedskrivningerne. Som følge af denne vurdering fastholdes skønnet for årets nedskrivninger, slutter Anders Dam.
Jyske bank forventer en basisindtjening før nedskrivninger på udlån m.v. på 1.447 mio. kr. i 1. halvår og et halvårsresultat før skat på 278 mio. kr., skriver de i den foreløbige opdatering.