Jyske Bank: Skuffende 3. kvartal fra Codan

Udgivet den 07-11-2002  |  kl. 16:45  |  

Codan leverede et skuffende resultat i 3. kvartal, der som ventet var belastet af kurstab på aktier, men også af et højt erstatningsniveau indenfor skadeforsikring bla. pga. flere storskader og dårligt vejrlig, skriver Jyske Bank i en kommentar til regnskabet.

Resultat efter skat og goodwill blev 565 mio. kr., hvor Jyske Bank havde ventet et tab på i størrelsesordenen 500 mio. kr.

Mest skuffende er det dårlige resultat indenfor skadeforsikring, som betød at combined ratio steg fra 104,0 pct. til 105,7 pct. I Danmark var resultatet blandt andet belastet af erstatningsudgifter på i alt 77 mio. kr. vedrørende tidligere års skader i arbejdsskadeforsikring og forsikringer i udlandet. Begge dele stammer for en stor dels vedkommende fra ophørende forsikringer. I Sverige var resultatet belastet af flere store brandskader og stigende erstatningsudgifter indenfor svensk bilforsikring.

Korrigeret for disse forhold ville koncernens combined ratio været faldet fra 104 pct. til 102,5 pct. Det kan dog ikke fjerne indtrykket af en skuffende udvikling indenfor skadeforsikring.

Derfor oplyser Codan også at det ikke er sandsynligt at man vil udbetale udbytte for 2002. Codan har en politik om at udbetale mindst 20 pct. af overskuddet som udbytte, men da der nu er udsigt til underskud for hele året, vil udbytte være højest usandsynligt.

Jyske Bank fastholder Køb, men vil sænke sin indtjeningsprognose for 2002. Indre værdi pr. aktie er 176 kr. pr. 30. september.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder