Jyske Bank: USD - På kollisionskurs
NetPosten bringer i samarbejde med Jyske Bank kommentarer til valutamarkedet:
Valutamarkedet holder vejret lige nu. Jeg er ganske klar over, at den sløve sommerperiode plager os, men ikke desto mindre kan jeg ikke lade være med at føle, at noget større og mere afgørende lurer lige under den tilsyneladende rolige markedsoverflade.
EUR/USD kredser p.t. omkring i et stadigt snævre handels-interval imellem 127/129 (578/587), hvilket blot gør det endnu mere sandsynligt, at den faldende volatilitet pludselig eksploderer i hovedet på os. Mulige udløsere af et sådant brud kunne meget vel blive en øget fokusering på en faldende amerikansk vækst, eller en overraskende revaluering af CNY. Vi overlader imidlertid gætterierne til andre og koncentrerer os i stedet om vores tekniske rettesnore p.t. Disse beviser afslører, at EUR/USD stadig har plads på opsiden på både kort, mellemlang og lang sigte. Endvidere signalerer vores USD-model stadig et klart salg.
Følgelig anbefaler vi fortsat tålmodighed og fastholdelse af nettosolgte positioner i USD. Velvidende, at mange markedsdeltagere afviser betydningen af hele ubalancehistorien i USA, som jeg dog hårdnakket nægter at give slip på. Specielt i det nuværende scenarie, hvor inflationstilhængerne er i færd med at blive overhalet af en stigende markedsfrygt for væksten. Tyngdeloven kan ophæves kortvarigt men aldrig for altid. En brat opvågnen er højest sandsynlig i vente for de voldsomt forgældede amerikanere. Blot et spørgsmål om tid.