JYSKE BANK - Valuta: Schweizerfrancen ved en skillevej

Udgivet den 12-06-2002  |  kl. 09:38  |  

NetPosten bringer i samarbejde med Jyske Bank dagens kommentar til valutamarkedet:

Hvis man kan tale om en vedholdende stjerne på valutahimmelen, siden begivenhederne d. 11. September, må det være schweizerfrancen. Dette faktum har gjort livet svært for investorer, som er finansieret i schweizerfranc, som vi er det. Selvom vor finansiering i schweizerfranc langt fra har været en katastrofe, pt. et år-til-dato afkast på 0,18% mod DKK, har den givet anledning til nogen hovedpine, omend ikke hjerteproblemer.Men nu er der, langt om længe, lys for enden af tunnelen. EUR/CHF flirter med det vigtige 147,50 niveau (504 mod DKK). På dette niveau mødes to vigtige modstandslinier, og dette faktum efterlader os med to mulige scenarier herfra:

Scenarie 1: EUR/CHF formår at bryde 147,50 (504) niveauet, hvilket vil give plads til en stigning. Vort første målområde i dette scenarie er så 150,50 (494), som var den historiske bund inden d. 11. september. På længere sigt er vort målområde 154 (483). Et eller andet sted mellem 150,50 og 154 vil SNB begynde at normalisere sine renter.

Scenarie 2: EUR/CHF viser sig ude af stand til at bryde 147,50 (504), og vi vil de næste tre måneder se valutakrydset sive tilbage mod 145, og måske endda 144, bunden d. 21 september. Dette scenarie vil tvinge SNB til yderligere tiltag.

Vi tror, og håber, på det første scenarie, idet vi længe har argumenteret for at schweizerfrancen er, og har været i nu ni måneder, alt for stærk. Hvis vi får et scenarie 1, vil vi afvente niveauer over 150 (496) før end vi lukker vor finansiering, eller dele af den. Får vi derimod et scenarie 2 vil vi fastholde vor finansiering, selvom den atter vil give hovedpine, indtil et evt. brud af 144 (516).

Udgivet af: NPinvestordk