Kæmpe prisforskelle EU-landene imellem

Udgivet den 28-05-2001  |  kl. 14:35  |  

Europa-Kommissionen har som led i resultattavlen for det indre marked, strategien for det indre marked og overvågningen af markedseffektiviteten inden for varer gennemført en undersøgelse for at få afklaret og kortlagt omfanget af og årsagerne til de eksisterende prisforskelle. Der er gennemført to undersøgelser om hhv. forbrugerelektronik og ferske fødevarer, som viser, at der stadig er store prisforskelle EU-landene imellem, når det gælder disse typer varer.

Prisen på ferske fødevarer, der forhandles i supermarkeder, varierer betydeligt mellem EU-landene. I højprislande er en bestemt vare tit dobbelt så dyr som i lavprislande, undertiden endog indtil fire gange dyrere.

Resultaterne af Kommissionens undersøgelser er stadig foreløbige, så man bør være varsom med at drage endelige konklusioner. Men undersøgelserne kan give en vis rettesnor for, hvad prisspredningen skyldes.

Kendetegnene ved de to typer varer kan give et indblik i årsagerne til prisspredning. Således har Kommissionen f.eks. set på, hvilken rolle varemærker spiller, og er nået frem til, at forbrugerne ofte gerne betaler mere for en bestemt vare på grund af det image, varemærket har. Reklamer for at fremme et varemærkes image er derfor vigtige for de førende virksomheder inden for forbrugerelektronik. Undersøgelsen har dog vist, at branding højst er årsag til 40 pct. af prisspredningen.

Der er behov for nærmere undersøgelser, men Kommissionen mener dog, at det arbejde, der for øjeblikket gøres for at få gennemført den omfattende strategi for tjenester, vil yde et stort bidrag og kan hjælpe med at fjerne nogle af de hindringer, der er årsag til de store prisforskelle, undersøgelserne har afdækket.

Udgivet af: NPinvestordk