Kina: Eksporten begynder at tage fart

Udgivet den 09-09-2013  |  kl. 07:04  |  

Kinas eksport steg i august og afspejler en forbedret ekstern efterspørgsel. Dermed er der igen tegn på, at verdens næststørste økonomi er ved at stabilisere sig.

Eksporten steg 7,2 pct. på årsbasis i august, viser friske data fra General Administration of Customs i Beijing, som blev offentliggjort søndag.

Dermed steg eksporten i forhold til juli, hvor stigningstakten blev gjort op til 5,1 pct. på årsbasis.

Analytikerne havde estimeret en eksportstigning i august på 6 pct. ifølge Dow Jones Newswire.

Importen var trods en forbedring lidt mindre imponerende, hvilket resulterede i et større end ventet handelsoverskud på 28,6 mia. dollar i løbet af måneden.

Importen øgedes 7 pct. på årsbasis, efter en stigning på 10,9 pct. i juli. Her havde analytikerne ventet en stigning på 11,7 pct.

Kinas økonomi har gennem første halvår været ramt af faldende vækst, i takt med at den trængte globale økonomi er slået igennem. Den økonomisk vækst var 7,5 pct. i andet kvartal på årsbasis mod 7,7 pct. i årets første tre måneder.

Men på det seneste har de økonomiske data vist en stabiliserende trend, og fra politisk hold er der udtrykt tiltro til, at Kina vil leve op til de fastsatte mål om en økonomisk vækst på 7,5 pct. for hele 2013, mens den kombinerede import og eksport estimeres at vokse med 8 pct.

August-dataene afslører, at det stadig er eksporten til EU, som er svag. Eksporten hertil faldt 2 pct., mens eksporten til USA til gengæld øgedes 6 pct. Eksporten til Hongkong steg ligeledes 6 pct., mens salget til emerging markets steg 14 pct.

Handelsbalancen var estimeret til at vise et overskud på 20,4 mia. dollar.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder