Kina og USA har "i princippet konsensus" om handelsaftale
USA og Kina har "i princippet nået konsensus" om en delvis handelsaftale fredag.
Det oplyser det kinesiske handelsministerium i en meddelelse, ifølge Bloomberg News.
Meldingen fra Beijing kommer efter en telefonsamtale mellem Kinas vicepremierminister Liu He på den ene side og USA's finansminister, Steven Mnuchin, og landets handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, på den anden.
Telefonsamtalen fandt sted på invitation fra de amerikanske forhandlere, og parterne diskuterede også de næste skridt i forhandlingerne, eller "konsultationerne", som de kaldes.
Tidligere fredag oplyste den amerikanske handelsrepræsentants kontor også, at der havde været en "konstruktive" telefonsamtale.
- De gjorde fremskridt på en række forskellige områder i processen med at løse de tilbageværende udfordringer, skrev Lighthizers kontor i en melding om forhandlernes dialog.
/ritzau/FINANS