Kopiselskab øger pres på Lundbeck
Lundbeck, der hidtil har kæmpet hårdt for at undgå at kopiselskaber skal overtage dele af medicokoncernens lukrative salg af antidepressiv medicin, bliver nu angrebet fra en helt ny kant, skriver Jyllands-Posten fredag morgen. På mandag vil selskabet Dansk Lægemiddelforsyning (DLF) begynde at sælge billige kopier af Cipramil på det danske marked.
DLF er et nyt selskab, der ifølge Lundbeck blot er et skalkeskjul for United Nordic Pharma. Der blev i marts måned ved retten i Hørsholm nedlagt fogedforbud mod United Nordic Pharmas salg af præparatet Citaham, der er en kopi af Lundbecks Cipramil-pille. Men allerede nu er United Nordic Pharmas ejere, islandske Pharmaco, på banen igen, skriver Jyllands-Posten.