KORR: Mandagens aktier: Jyske belønnet for lollandsk køb.

Udgivet den 28-01-2013  |  kl. 17:54  |  

(Retter indeksplusser i tredje afsnit samt SAS stigning i fjerdesidste afsnit.)

De danske aktier sluttede ugens første handelsdag med et lille minus på lige over 0,5 pct. til 539,0 for det klassiske eliteindeks C20 og på lige under 0,5 pct. til 599,2 for den capede pendant, C20CAP.

Forskellen på de to indeks er især, at Novo Nordisk vejer mindre i det capede indeks, og børsgigantens kursfald 0,6 pct. til 1010 kr. trækker dermed ikke så meget ned i C20CAP som i C20.

De europiske kolleger lå ved slutningen af den danske aktiehandel med moderate stigninger i London og Paris på 0,1-0,2 pct., mens DAX-indekset i Frankfurt faldt 0,2 pct.

I det danske indeks var rokaderne over dagen få og små, og afdelingschef i Sydbank Ole Kjær Jensen betegner dagen som "stilhed før storm"

- Vi står foran en travl uge med 122 amerikanske S&P 500-selskaber og 45 STOXX 600-selskaber, og på fredag kommer den vigtige amerikanske arbejdsmarkedsrapport, bemærker han.

Jyske Bank lagde sig fra start på førstepladsen blandt de 20 mest handlede aktier med en stigning på 4 pct. Men over dagen blev stigningen reduceret til 0.,8 pct., som berettigede til en fjerdeplads i indekset.

Banken kunne sent fredag meddele, at den overtager de konkursramte rester af Lollands Sparekasse, og kursstigningen viser at aktiehandlerne ser handlen som attraktiv for Jyske Bank, vurderede chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink tidligere på dagen.

Måske lidt for attraktiv mener en kreds af aktienærer i Lollands Sparekasse, der nu har mistet de penge, de havde investeret i sparekassen. Gennem Dansk Aktionærforening kræver de nu handlen kulegravet med mistanke om, at Jyske Bank har fået det lollandske fallitbo for billigt.

- Det skete i en konstruktion, hvor både aktionærer og investorer efterlades uden en krone i konkursboet efter den kollapsede bank. Det virker som om, at Spar Lollands ledelse har mistet overblikket i den afgørende fase, siger Niels Mengel, der er formand for Dansk Aktionærforening.

Danske Bank mistede fra morgenstunden noget af sympatien hos svenske Carnegie, der sænkede sin anbefaling af aktien til "hold" fra "køb", og aktiemarkedet sænkede sin kurs for Danske Bank-aktien med 0,8 pct. til 105,8 kr.

Men ellers mener Ole Kjær Jensen, at finansaktierne generelt har klaret sig godt. Både i Europa og herhjemme, hvor forsikringsaktien Tryg uden egentlige nyheder indtager førstepladsen i C20 med en stigning på 1 pct. til 423,2 kr.

Nordea og Coloplast leverer sammen med Novo Nordisk ugens store regnskaber onsdag og torsdag. Nordea sluttede dagen på tredjepladsen med et løft på 0,9 pct. til 57,25 kr., og Coloplast steg 1,0 pct. til 292 kr., hvilket gav en andenplads i indekset.

Novo Nordsiks regnskab for fjerde kvartal præsenteres torsdag morgen. Analytikernes bud er et nettooverskud på 5349 mio. kr. mod et overskud i samme kvartal sidste år på 4689 mio. kr. Det viser estimater indsamlet af SME for Ritzau Finans.

I bunden af indekset endte Pandora med et fald på 4,2 pct. til 129,1 kr uden egentlige nyheder. Men ifølge Ole Kjær Jensen spekuleres der i markedet på, om der er investorer, der er blevet skuffet over, at smykkekoncernen ikke har opjusteret forventningerne inden den "stille-periode", der nu er trådt i kraft, og som derfor har solgt ud af deres beholdning.

Uden for C20 faldt SAS 6,7 pct. og fortsatte dermed fredagens fald på 6,3 pct. Faldet fredag kom dog efter en voldsom stigning torsdag på 19,6 pct.

SAS har hævet antallet af forestående fyringer fra 800 til 1000. De 200 ekstra fyringer bliver primært administrativt ansatte, siger informationschef hos SAS i Norge, Knut Morten Johansen til norske TDN.no.

Østjydsk Bank i Mariager faldt 24 pct. til 142 kr. Ud over Spar Lollands fallit-meddelelse bød fredag eftermiddag på en meddelelse om voldsomme nedskrivninger i Østjydsk Bank. Den umiddelbare kursreaktion var en til styrtdyk på 18,2 pct., som altså fortsætter mandag.

De to bankers kranke skæbne syntes at smitte af på branchekollegerne, hvor kurser i f.eks. Diba Bank faldt 8,4 pct., kursen i Nordfyns Bank faldt 8,2 pct., Hvidbjerg Bank faldt 7,4 pct., og Møn Bank faldt 3,2 pct.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

09:11 Aktier/åbning: Novo trækker C25 ned efter udsigt til prisforhandlinger for topsællert
08:55 DSV før løftet kursmålet til 2200 kr. hos svensk storbank
08:46 Danske høreapparataktier får sænke kurasmål hos fransk finanshus
08:37 Obligationer/åbning: Renterne kører sidelæns - al opmærksomhed er på Federal Reserve
08:24 Aktier/tendens: Novo styrer mod kursfald i ventet negativ åbning
08:08 Nordex får tysk mølleordre på 68 megawatt
07:08 Råvarer: Oliepriser stabiliseres efter to dage med stigninger op til rentemelding i USA
07:03 Obligationer/tendens: Stilhed før stormen - markedet træder vande frem til rentemelding
06:44 Asien: Tokyo vender rundt mens amerikansk rentebeslutning afventes
06:39 Mærsk får sænket kursmålet med 13 pct. hos britisk storbank
06:34 Microsoft og Blackrock går sammen om kæmpe investeringer i kunstig intelligens
06:34 Stor aktie post i ISS skifter ejer - Henrik Lind bliver storaktionær
06:34 Novo forudser Ozempic kommer med i næste prisforhandling i USA
06:34 Novo faldt i USA- handel: Direktør spår Ozempic kommer med i prisforhandling i USA
06:32 Asien: Tokyo går enegang mens amerikansk rentebeslutning afventes
06:32 Valuta: Amerikansk rentemøde lægger låg over dollar-bevægelser
06:32 USA/T-bond: Renten kravlede højere inden centralbanken melder ud
06:32 USA/lukning: S&P og Dow satte rekord inden gassen gik af ballonen før rentemøde
06:30 Kalender med link - onsdag den 18. september
17:55 Europa/lukning: Byggekæde og våbenproducent var yderpoler på grøn dag