KORR: Valuta: Dollar fortsætter med at være i defensiven

Udgivet den 02-08-2017  |  kl. 14:33  |  

(rettet i andet citat)

Dollar bliver onsdag eftermiddag handlet tæt på det svageste niveau mod euro siden januar 2015 og fortsætter dermed med at vise svaghedstegn.

- Det er et afventende marked, hvor der stadigvæk er fokus på en svag og sårbar dollar. Det er den politiske situation og de lave inflationstal, der i øjeblikket presser dollar, siger valutastrateg Niels Christensen fra Nordea.

I den kommende tid ser han risiko for yderligere svækkelse af dollar.

- Det har næsten kun været én vej gennem lang tid og kun med nogle små positive korrektioner. Det er svært at se, hvad der med ét skal få det til at vende, siger Niels Christensen.

Noget, der kan få dollar til at rejse sig, er tegn på tiltagende inflation i USA, og her kan arbejdsmarkedsrapporten på fredag blive vigtig.

- Ikke mindst hvad rapporten siger om lønstigningstakten. Det er meget mere det, der er fokus på, end antallet af nyskabte job. Jeg vil næsten sige, at der kan være nok så mange nyskabte job, mens hvis lønstigningstakten ikke stiger, så tror jeg heller ikke, dollar stiger, siger Niels Christensen.

Onsdag eftermiddag viste den såkaldte ADP-rapport, som er en forløber for den amerikanske jobrapport på fredag, i øvrigt en jobskabelse i juli på 178.000, hvilket var lidt færre end det ventede niveau på 190.000 ifølge et estimat fra Bloomberg News. Til gengæld blev tallet måneden før opjusteret til 191.000 fra tidligere oplyst 158.000.

Onsdag eftermiddag koster euro 1,1825 dollar mod et niveau på 1,1800 dollar tirsdag kl. 17. Siden slutningen af juni er kursen steget fra niveauet 1,12 dollar, mens der i starten af året blot skulle 1,04 dollar til en euro.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder