KPMG: Kommuner kan få fradrag for den samme udgift to gange ved frasalg

Udgivet den 31-07-1998  |  kl. 12:06  |  

København--31. juli--NetPosten--Man kan - med skattemyndighedernes velsignelse - få fradrag for den samme udgift 2 gange. Det skriver revisionsselskabet KPMG fredag.

Denne særlige situation opstår, hvis en virksomhed eller lignende handles ved, at køberen betaler med en løbende ydelse, der for eksempel beregnes som 10% af virksomhedens omsætning eller overskud i 5 år.

I dette tilfælde kan køberen typisk fratrække de løbende ydelser i skatteopgørelsen.

Samtidig kan køberen afskrive på de købte aktiver. Når man beregner, hvor meget der er givet for aktiverne, tæller værdien af de fremtidige ydelser med som en betaling for aktivet, der kan afskrives på samme måde som ved en kontant betaling.

Den samme udgift fratrækkes altså 2 gange.

Nu vokser træerne jo sjældent ind i himlen, og ulempen er da også, at sælgeren typisk også beskattes af det samme beløb 2 gange.

Man skal derfor som sælger være meget forsigtig med at indgå kontrakter, hvor køber betaler med en fremtidig ydelse.

Man må dog forvente, at skattevæsenet selv vil have en interesse i at få ændret disse regler, der synes uhensigtsmæssige.

Selv om det jo godt kan synes, som om ulemperne for sælger og fordelene for køber opvejer hinanden, er det jo kun tilfældet, når begge parter er skattepligtige.

Hvis sælger ikke er skattepligtig, opnår man derimod 2 gange fradrag uden beskatning.

Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis sælger er udenlandsk, eller f.eks. er en kommune, der privatiserer.

Det kan jo være, at et sådant dobbelt fradrag vil øge interessen for at overtage kommunernes rensningsanlæg m.v., uanset at kommunerne er forpligtiget til at deponere en del af salgssummen. (NetPosten)

Udgivet af: NPinvestordk