Lang tid til genopretning: "Amerikansk økonomi er sendt helt i knæ"

Udgivet den 20-05-2020  |  kl. 06:58  |  

De økonomiske konsekvenser af udbruddet af coronavirus kommer til at trække sine spor i den amerikanske økonomi en rum tid endnu.

Først efter 2021 vil landets bruttonationalprodukt være oppe på samme niveau som i starten af 2020, før coronaudbruddet ramte.

Sådan lyder vurderingen fra Kongressens uafhængige budgetkontor, CBO, i en opdateret prognose tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den amerikanske økonomi er sendt helt i knæ, lyder vurderingen fra Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri (DI).

- Den økonomiske aktivitet falder i et tempo, der er helt uvirkeligt. Det er meget voldsomt at se verdens førende økonomi skrumpe med over 10 pct. på blot et enkelt kvartal, skriver han i en kommentar.

En ny type coronavirus har siden slutningen af 2019 bredt sig fra Kina til resten af verden med flere end 320.000 dødsfald til følge.

Det har betydet nedlukninger i mange lande, hvor butikker har måttet holde lukket, og borgere har måttet leve en større del af deres liv inden for hjemmets fire vægge.

Flere lande begynder dog nu lige så stille at slække på restriktionerne, da smittespredningen i flere lande er kommet bedre under kontrol.

Alene det forhold, at der stadig er påbud om at holde fysisk afstand til andre, lægger dog ifølge rapporten fra CBO låg på den økonomiske aktivitet i USA.

I indeværende kvartal forventer CBO et fald i den økonomiske vækst på 11 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år.

En del af det tabte vil dog blive indhentet i tredje og fjerde kvartal.

- Udviklingen i USA påvirker resten af verden. USA er verdens største økonomi og danske virksomheders næststørste eksportmarked.

- Den faldende aktivitet i USA trækker væksten ned i resten af verden og vil samtidig føre til en kraftig svækkelse af dansk eksport. Vi frygter, at dansk eksport vil falde med 170 mia. kroner i 2020, siger Allan Sørensen.

Den økonomiske krise, der er kommet i kølvandet på den sundhedsmæssige, er den værste siden den store depression i 1930'erne.

I april mistede over 20 mio. mennesker i USA deres job, og arbejdsløshedsprocenten steg til 14,7 pct. fra 4,4 pct. i marts.

CBO forventer, at arbejdsløsheden vil ramme en top i tredje kvartal med 15,8 procent.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  USA❯ 

Relaterede nyheder