Lars Løkke: Klimaaftale fra januar
Statsministeren satser på, at klimatopmødet i december ender med en bindende politisk aftale, der forpligter landene med det samme. Denne klare og ambitiøse udmelding faldt for et par timer siden, da han talte på den internationale klimakonference, Globe Copenhagen Legislators Forum, der finder sted i Landstingssalen på Christiansborg i weekenden.
Det skriver Venstre i en pressemeddelelse.
- For at sikre et resultat i december går vi nu efter, at København skal ende med en politisk bindende aftale. Efterfølgende kan man arbejde videre med en juridisk aftale siger Lars Løkke Rasmussen.
-Selvom vi ikke kan løse alle juridiske problemer i København, så skal det ikke stå i vejen for en politisk bindende aftale, som kan træde i kraft øjeblikkeligt. Det vil sige fra den 1. januar 2010.
På konferencen annoncerede statsministeren også, at han har nedsat en global gruppe af statsledere, der frem mod klimatopmødet i København til december skal forsøge at sætte turbo på de internationale forhandlinger. Det klare formål med at intensivere indsatsen er at engagere statslederne - der er behov for et personligt engagement fra statsledernes side, understreger Lars Løkke Rasmussen.