Lars Persson: Bliv ikke forelsket i din aktie
I den fjerde artikel om aktiemarkedets puls har Netposten talt med redaktøren på DK Trends, Lars Persson.
Generelt om den danske aktiekultur udtaler Lars Persson, at der er sket en positiv udvikling inden for forskellige områder.
- De sidste år har der været en stigende interesse for både aktier generelt og rådgivning samt forskellige programmer i forbindelse med aktiehandel.
Et af de uheldige træk, som mange gør i forbindelse med aktiehandel, er dog folks timing med, hvornår de vælger at gå ind på aktiemarkedet.
- Aktiemarkedet er en ledende indikator, dvs. det går bedre på aktiemarkederne, før man kan se det ude i økonomien, og der er mange private investorer, som begynder at investere i aktier for sent. Det er faktisk, når det går værst for aktiemarkederne, at der er plads til at finde de bedste aktier, udtaler Lars Persson.
De private investorer har også tendens til at holde på deres aktier, selvom kurserne er faldende.
- Et problem med private investorer er, at de ikke sælger, hvis de f.eks. har tabt 10 pct., eller hvis de har tjent 30 pct. på en aktie, og den så falder 10 pct. Her er det, man burde overveje at sælge aktierne for at minimere tabet eller tage profit hjem, siger redaktøren på DK Trends.
Lars Persson mener, det er vigtigt at følge markedets tendens for at undgå at stå som den store taber, hvis man ikke får solgt.
- Det er her vigtigt at kigge på hovedindekset - om der en optrend, eller det peger ned ad. Kigger man på Mærsk-aktien, så har den holdt sig godt gennem de seneste år, men tager man GN-aktien, så er den faldet fra kurs 250 til 60. Derfor er det vigtigt at følge markedets udvkling og ikke lade aktierne ligge.
Lars Persson har haft med teknisk analyse at gøre i mange år, og også her har udviklingen i den danske aktiekultur smittet af.
- For 5 år siden var der slet ikke den samme interesse, og det var nærmest pinligt at tale om teknisk analyse. Men, at det er blevet mere udbredt ses også i, at bankerne er begyndt at skæve til teknisk analyse og taler om modstandsniveau, støttelinier osv. Også på internettet ser man flere grafer på de forskellige aktier, hvilket er en del af udviklingen.
På spørgsmålet, om teknisk analyse kan stå alene i aktieanalyse, mener Lars Persson, at det giver et mere komplet billede, hvis man kombinerer det med fundamental analyse.
- Jeg ville give det råd, at man skal kombinere teknisk analyse med fundamental analyse. Dog er det vigtigt at kigge på flere modeller inden for de to analysetyper. Inden for teknisk analyse bør man kigge på flere modeller for at vurdere, om trenden er opadgående eller nedadgående, og man bør ligeledes kigge på flere nøgletal for at danne sig et mere komplet billede af fundamental analyse, siger Lars Persson.
En kombination af teknisk analyse og selskabets vigtigste nøgletal, mener Lars Persson kan være med til at skabe et godt fundament til at tage de rigtige beslutninger.
- Hvis det den tekniske analyse fortæller én ikke passer med det, nøgletallene fortæller, så er det en god indikation af, at der er noget, der ikke stemmer, hvorfor man bør man være forsigtig med at ligge for mange penge i aktien, udtaler Lars Persson.
En anden fejl, som redaktøren har været ude for, er, at folk nærmest er forelsket i bestemte aktier.
- Det er vigtigt ikke at have en forkærlighed for bestemte aktier - enten hvis man kan lide deres produkter eller har en forkærlighed for et selskab. Der må ikke være noget personligt i det. Det drejer sig om kolde kontanter.
Vigtigst af alt mener Lars Persson dog, at man som privat investor skal have nogle færdselsregler for, hvordan man agerer på aktiemarkedet.
- Den private investor bliver nødt til at bestemme sig for, hvad præcis vedkommende vil med aktien. Hvor meget den kan falde. Hvornår vil man realisere gevinsten. Hvor langt den må falde, før man går ud. Der er nemlig ikke nogen, der ringer til dig og her kan teknisk analyse være rigtig godt til at stille nogle punkter op for dig til, hvornår de vil ind og ud af markedet, udtaler Lars Persson.
Teknisk analyse giver nogle glimrende muligheder til at have succes med aktiehandel, og Lars Persson forventer også, at interessen for teknisk analyse vil stige stødt i Danmark.
- Teknisk analyse er hurtigt overskueligt, og man kan se aktien visuelt på grafen, hvilket ikke kan lade sig gøre gennem fundamental analyse. Både forventninger, regnskaber og psykologien er indregnet i grafen, hvilket er med til at give den private investor et bedre overblik. I både USA og Sverige bliver teknisk analyse brugt af 50 pct., og jeg forventer også, at i takt med, at flere banker bruger det, vil interessen fra den private investor også være stigende.
Blandt de aktier, som Lars Persson p.t. mener ser interessante ud, er Auriga og Bavarian.
- Auriga er en relativ billig aktie udfra den betragtning, at industrien klarer sig godt, og at selskabet har nogle konservative forventninger. Bavarian er derimod faldet meget på det sidste, hvorfor jeg ser en mulig rebound på 10 pct., da den blandt andet ligger i et oversolgt niveau på RSI-modellen.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›