Lego-konkurrent i kurshop efter regnskab

Udgivet den 29-10-2019  |  kl. 23:02  |  

Amerikanske Mattel, kendt for Barbie-dukken, ryger op i eftermarkedet tirsdag med et plus på 18,2 pct. Regnskabet for tredje kvartal var bedre end ventet og manede frygten for væksten i jorden. Mindst ligeså vigtigt viste en undersøgelse, at "uregelmæssigheder" i bogføringen ingen effekt har haft på resultatet forrige år.

Legetøjsproducenten har tidligere annonceret en intern undersøgelse af sit bogholderi, fordi man på baggrund af en whistleblowers indberetning frygtede uregelmæssigheder. Det viste sig da også, at alt ikke var som det skulle være, da selskabsskatten i tredje kvartal 2017 var 109 mio. dollar for lav, mens den omvendt var tilsvarende for høj i perioden efter - og altså uden helårseffekt eller effekt på likviditeten.

Den melding skaber tirsdag aften lettelse og sender aktien i vejret, selv om finansdirektør Joseph Euteneuer, der kom til efter problemerne opstod, forlader selskabet.

Mattel kom gennem sit tredje kvartal med et justeret overskud per aktie på 20 cent, mens omsætningen gik op med godt 3 pct. til 1,48 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 19 cent og et mindre omsætningsfald til 1,43 mia. dollar.

Det justerede nettoresultat blev i perioden på 119 mio. dollar mod ventede 67 mio. dollar.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder